Regeringen snorksov i timen
Debatindlæg af Kristian Pihl Lorentzen. MF for Venstre
Kulturen og foreningslivet binder os sammen og udgør fundamentet for det danske fællesskab. Derfor skal vi sikre, at Danmark også efter Corona-krisen har et rigt og blomstrende kulturliv og foreningsliv.
Desværre er kulturområdet ikke en prioritet for den socialdemokratiske regering. Jeg er derfor stolt over, at Venstre har indtaget en hovedrolle i arbejdet med at skaffe økonomiske hjælpepakker til kulturen og det frivillige Danmark.
Danmark er ikke det samme uden sportsstævner, dyreparker, fodboldkampe, festivaler, spejderlejre og alt det andet, der binder os sammen lokalt og som folk. Derfor er det helt afgørende for sammenhængskraften, at vi hjælper kulturlivet, som lige nu er massivt udfordret pga. COVID-19.
Af den grund har Venstre siden nedlukningen af Danmark kæmpet for hjælp til kulturen og de frivillige foreninger. Herunder har vi bidraget til etablering af en række økonomiske hjælpepakker, så arrangører, foreninger, højskoler, aftenskoler, kunstnere, medier og mange flere nu kan få hjælp til at komme igennem krisen. Det gælder fx arrangementspuljen, nødpuljen til kulturen, samt ekstra tilskud til nødstedte idræts- og spejderforeninger, støtte til folkeoplysninger. Vi er fortsat i løbende dialog med kulturlivet, så vi sikrer, at kulturen og foreningslivet får den nødvendige håndsrækning, samt at vi rammer skiven med vores tiltag.
Den socialdemokratiske regering snorksov i timen, da det midt i Corana-krisen virkelig gjaldt for kulturlivet. Det er ikke godt nok. Der er brug for en langsigtet plan, som får kultur- og foreningslivet godt igennem, til vi er på den anden side af krisen.
Kommentarer