Projekt for spædbørn med risiko for ”tilbagetrækning”

Børne- og Ungdomsudvalget besluttede på sit møde 23. januar at tildele 200.000 kroner i 2018 og 300.000 kroner i 2019 fra puljen til iværksættelse af projekter med forebyggende sigte til projekt med tidlig opsporing af og indsats til spædbørn med risiko for ”tilbagetrækning”.
Sundhedsplejen ønsker med midlerne at igangsætte afprøvning af metoderne ADBB og COS-P til henholdsvis opsporing af spædbørn med risiko for ”tilbagetrækning” og som konkrete indsatser.
Alarm Distress Baby Scale (ADBB)
ADBB er en evidensbaseret metode til systematisk at screene for tidlige tegn på vanskeligheder i den sociale kontakt hos spædbørn. Metoden kan anvendes til blandt andet at identificere helt tidlige tegn på tilknytnings- og relationelt betingede vanskeligheder, og den er valideret til brug fra 2 måneders alderen og indtil barnet er 2 år.
Oprindeligt er ADBB udviklet til brug i almen lægepraksis som en del af rutine børneundersøgelser, men kan med fordel integreres i sundhedsplejerskers og andre faggruppers daglige arbejde. En vurdering af barnet ved hjælp af ADBB vil supplere den professionelle i sin globale vurdering af barnets og familiens psykiske trivsel og støtte vedkommende i den sundhedsfremmende og forebyggende vejledning samt støtte vurderinger i forbindelse med vanskelige sager, samt i forbindelse med underretning.
ADBB anvendes blandt andet af sundhedsplejersker i Norge, Aarhus Kommune og af store dele af sundhedsplejen i Københavns Kommune. Erfaringerne herfra er, at ADBB fungerer som et særdeles godt grundlag for både at identificere tidlige risikotegn hos barnet og som udgangspunkt for dialog med forældre om, hvordan de kan støtte deres barn i forbindelse med dets sociale udvikling.
Circle of Security Parent (COS-P)
COS-P er en interventionsmetode, der har til formål at fremme en god og tryg tilknytning mellem barn og omsorgsperson. Metoden er oprindeligt udviklet i USA i slutningen af 1990-erne og er siden blevet videreudviklet i flere forskellige versioner.
Målgruppen for COS-P er primært forældre med børn i alderen 0-5 år, der er i risiko for at udvikle eller har udviklet tilknytningsvanskeligheder. Tilbuddet til familierne består af gruppeforløb, hvor en række problematikker italesættes, blandt tilknytning, regulering af følelser, forældreroller og hvordan forældre kan understøtte barnets udvikling.
Midlerne fra puljen anvendes hovedsageligt til kompetenceudvikling af sundhedsplejerskerne i anvendelse af metoderne samt prøvehandling hermed. Derudover tænkes opsporing og indsatser i dagtilbud ind og som følge heraf et samarbejde med Dagtilbud og PPL herom.
I løbet af 2018 forventes kompetenceudvikling og den første prøvehandling med metoderne igangsat.
Kommentarer