Viborg By

Politiet offentliggør billeder af tricktyve fra Fakta-butikker i Viborg

Midt- og Vestjyllands Politi frigiver nu overvågningsbilleder af de formodede tricktyve. Foto: Overvågningsbilleder fra butik via Midt- og Vestjyllands Politi

Midt- og Vestjyllands Politi offentliggør nu billeder af to af de gerningsmænd, som den seneste måned har begået tricktyverier i Fakta-butikker i politikredsen. 

Torsdag 17. november kunne Viborg Netavis viderebringe Midt- og Vestjyllands Politis rapport om, at tricktyve onsdag 16. november lidt før klokken 14.30 lykkedes med at stikke af med 44 kartoner cigaretter til en værdi af 14.000 kroner fra Fakta på Odshøjvej i Houlkær, Viborg.

Læs også: Tricktyve stjal cigaretter fra Fakta i Houlkær

Efterfølgende har politiet modtaget anmeldelser om lignende tyverier – blandt andet fra Fakta på Gl. Århusvej i Viborg – men også i Kjellerup samt i Lind ved Herning – ogmuligvis flere steder, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Samme fremgangsmåde

Fremgangsmåden er, at en af mændene henvender sig til personalet og stiller spørgsmål om varer, mens en anden – eller flere – går ud på lageret og stjæler større mængder cigaretter.

Forretningernes overvågning har optagelser af gerningsmændene, og Midt- og Vestjyllands Politi har nu besluttet at lægge billeder herfra ud til offentligheden med henblik på genkendelse.

Politiet efterlyser tip

Borgere, der genkender og har eventuelle tip om gerningsmændene, skal henvende sig til Midt- og Vestjyllands Politis Servicecenter på telefon 114.

Kommentarer