Viborg By

Påskeglæde på Banebo og distrikt Sønderly i en svær tid

Per Tandrup fra Lions Club Viborg overrakte - på behørig afstand til plejecenter Banebo - gaven til borgere og beboere til  Anni Vogntoft Jensen,  leder af distrikt Sønderly samt til teamledere af Banebo  Anne Mette Therkelsen og Birthe Kjærsgaard .

Tidligere i dag kom Lions Club Viborg forbi med en påskegave til alle beboere på Pleje- og Omsorgscenter Banebo samt til de enlige mest udsatte borgere, som er tilknyttet hjemmeplejedistriktet Sønderly.

I foråret havde Lions Club Viborg arrangeret, at der skulle være en kagefest på Banebo for netop borgerne på centeret og i hjemmeplejedistrikt Sønderly, der har kontor på Banebo. Men den fest blev aflyst på grund af corona – som alle andre store events og sammenkomster. Hvad gør man så? Så kommer man da forbi med en påskegave til beboere og borgere i stedet for og ønsker dem en god påske.

– Vores opgave i Lions Club Viborg, er et hjælpe dem, der kunne have brug for lidt ekstra støtte og omsorg i svære tider. Derfor vil vi gerne give en påskehilsen til de ældre, som må vente lidt på, at vi kan holde et arrangement med sang, masser af kage og hyggeligt samvær. Vi ved ikke helt, hvornår sådanne ting bliver muligt igen, siger Per Tandrup, Lions Club Viborg.

Kommentarer