Viborg By

Nyt tilbud til vestjyske seriehold: Bliv kommunemester

Indsendt foto

Som noget nyt får midt- og vestjyske Serie 5 og Serie 6-hold mulighed for at kæmpe om titlen som kommunemester. I alt hold i 10 forskellige kommuner kan dyste om håneretten.

Det har lange udsigter for et hold i Serie 5 eller Serie 6 at blive dansk mester i fodbold. Men mindre kan også gøre det.

Dette forår lancerer DBU Jylland Region 2 nemlig en helt ny pokalturnering, hvor de regionale Serie 5- og Serie 6-hold har mulighed for at blive kommunemester.

– Vi fornemmede, at der manglede et ekstra turneringstilbud til holdene i de lavere serierækker, hvor mange kun ønsker at spille kamp – og ikke træne. Et tilbud hvor man ikke bliver overmatchet, lyder det fra formanden i seniorturneringsgruppen i DBU Jylland Region 2, Poul A. Overgaard.

– Det her er en mulighed for holdene i de laveste serierækker for at få en god pokaloplevelse, hvor man har en realistisk chance for vinde titlen. Og hvem vil ikke gerne have håneretten over kammeraterne fra naboområderne, siger han.

Kommuner parret for at sikre en god afvikling

For at sikre, at afviklingen bliver så god som muligt, er de fleste kommuner parret med én eller to omkringliggende kommuner. På den måde sikrer man et passende antal hold i hver række – og kørselsafstande, som ikke sender bilens triptæller på overarbejde.

I alt skal der findes fem kommunemestre, som er inddelt på følgende måde:

  • Thisted og Morsø
  • Skive og Viborg
  • Lemvig, Struer og Holstebro
  • Ringkøbing-Skjern
  • Herning og Ikast-Brande

– Det er vigtigt at pointere, at det kun er Serie 5- og Serie 6-hold, som kan deltage. Der har været nogle hold, som har spurgt os, om de slipper for at møde hold fra de højere serierækker, når de deltager i kommunemesterskaberne, og det gør de altså. De skal have en succesoplevelse, siger Poul Overgaard.

Kommunemesterskabet er et tilbud til alle Serie 5 og Serie 6 hold som deltager i den ordinære 11-mands turnering.

  • En klub kan frit deltage med flere hold i turneringen – eneste krav er at de også deltager i den ordinære turnering i Serie 5 eller Serie 6.
  • Turneringen afvikles som en pokalturnering 11:11 – vinderen af hver kamp går videre til næste runde.
  • Turneringen afvikles i én samlet række – så Serie 6 hold møder også Serie 5 hold.
  • I tilfælde af uafgjort i en kamp går holdene direkte til straffespark.
  • Kampene må gerne afvikles tidligere end den fastsatte dato, men ikke senere af hensyn til næste runde.

Datoplan:

1. runde = tirsdag 24. april (uge 17)
2. runde = tirsdag 8. maj (uge 19)
3. runde = tirsdag 22. maj (uge 21)
4. runde = tirsdag 5. juni (uge 23)
5. runde = tirsdag 19. juni (uge 25)

Tilmeldingsfrist 8. april 2018. Der betales et holdgebyr på 150 kroner, og vinderen af hvert kommunemesterskab modtager en pokal samt en gave til holdet. Du kan tilmelde dit hold via KlubOffice under DBU Jylland Region 2.

Kommentarer