Viborg By

Nyt tilbud – måske kan voldelige forhold reddes

Viborg Kommune etablerer et nyt mæglingstilbud til par i voldelige relationer. Arkivfoto

Kan voldelige forhold reddes, inden det ender med skilsmisse og krisecenter? Det er forsøget værd, mener social- og arbejdsmarkedsudvalget, der nu sætter 160.000 kroner af årligt til et mæglingstilbud i Medborgerhuset på Stationen.

Kommunens socialområde indgår aftale med Viborg Krisecenter om drift af mæglingstilbuddet, da krisecentret har medarbejdere med de fornødne kompetencer og erfaring med målgruppen. Viborg Krisecenter er også ansvarlig for formidling om tilbuddet til relevante aktører og i relevante medier. Men tilknytning til centret er ikke en forudsætning for at få hjælp.

Tilbuddet placeres i Medborgerhuset Stationen i Viborg – på en neutral adresse for at undgå forudfattede holdninger eller forventninger og for at sikre, at parrene kan benytte tilbuddet anonymt. Stedet vil efter planen være åbent minimum to timer om ugen, hvor parrene kan komme efter forudgående aftale.

Kommentarer