Nyt tilbud til borgere med demens og deres pårørende
Viborg Kommune har fået 2.829.156 kroner over en to-årig periode til at oprette et rådgivnings- og aktivitetscenter på demensområdet. Kommunes nye tilbud er et blandt i alt 13 kommunale projekter rundt om i landet, som har fået støtte fra regeringen og satspuljepartierne til at oprette et rådgivnings- og aktivitetscenter.
Centrene henvender sig til borgere med demens og deres nærmeste og forventes at åbne i første halvår af 2018. Centret skabes i et partnerskab mellem kommunen, hukommelsesklinikken og neurologisk afdeling på Hospitalsenhed Midt, Region Midtjylland, Ældresagen og Alzheimerforeningen. Som en del af samarbejdet indgår også repræsentanter fra de praktiserende læger i Viborg.
I første omgang bliver centret fysisk placeret i Viborg, men der kommer også lokale tilbud i tilknytning til kommunens sundhedssatellitter. Derudover lægges der op til samarbejde med lokale foreninger og initiativer.
Det er et mål at udvikle et tæt samarbejde med lokale frivillige og foreninger, så centret og lokale indsatser i høj grad kan drives i et dagligt samarbejde mellem de demensramte og deres familier, frivillige og kommunen.
Råd og støtte til syge og pårørende
Formanden for Ældre- og Sundhedsudvalget, Mette Nielsen, ser store muligheder i det nye rådgivnings- og aktivitetscenter:
– I Viborg Kommune har vi i de seneste år fulgt udviklingen i demenssygdomme tæt og løbende været i dialog med både de demensramte og deres pårørende om behovene. Med et nyt center, hvor vi arbejder tæt sammen med hospital og patientforeninger, bliver vi endnu bedre til at imødekomme de behov, der opstår i familier, som får en demenssygdom helt ind på livet, siger hun.
Kommunens demensenhed går straks i gang med at gøre projektet til virkelighed og der afholdes et møde mellem de forskellige parter i projektet inden jul.
Læs mere på viborg.dk/politik og på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.
Kommentarer