Nyt patientkaldeanlæg gavner sikkerheden for patienter og medarbejdere
Tovejskommunikation og endnu hurtigere og mere præcise meldinger om hjertestop og overfald er et par af gevinsterne, når Regionshospitalet Viborg med det nye akutcenter også får nyt anlæg til patientkald.
Når ni afdelinger næste år rykker ind i det nye akutcenter i Viborg, kan de samtidig tage et helt nyt patientkaldeanlæg i brug. Det nye anlæg er planlagt og bestilt i samarbejde med klinikerne og skal meget gerne lette arbejdsdagen og give større tryghed for både patienter og medarbejdere, fortæller teknisk projektleder Anders Strandgaard Olsen.
Han peger på, at det nye system først og fremmest er enkelt og brugervenligt for patienterne og samtidig rummer mulighed for tovejskommunikation. Hvor patienterne i dag kan tilkalde personale ved at trække i en rød snor ved siden af sengen, vil de i det nye akutcenter kunne trykke på en rød knap på et enkelt håndsæt – en slags fjernbetjening, der kan hænge på sengegærdet. Knappen lyser efterfølgende op, når opkaldet er modtaget, så patienten ved, at der er hjælp på vej.
– Samtidig kan sygeplejersken kalde tilbage og berolige patienten med, at der er hjælp på vej. På samme måde kan hun med det samme få mere præcise oplysninger om patientens behov, siger Anders Strandgaard Olsen.
Taler sammen med klinisk logistik
Det nye anlæg er indkøbt i forbindelse med byggeriet af det nye akutcenter og installeres i første omgang i alle patientstuer i nybyggeriet. I klinikker og fællesarealer installeres kaldeanlægget desuden som røde træksnore med bolde for enden, så patienterne har mulighed for at tilkalde hjælp, hvis de eksempelvis falder og ligger på gulvet ude på et toilet. Og i tilfælde af overbelægning rummer systemet mulighed for at forsyne patienterne med et armbånd med trykknap, så personalet kan modtage deres kald og se, hvor de ligger.
For personalet er det samtidig en fordel, at det nye patientkaldeanlæg kan integreres med de skærme og klinisk logistik-systemer, som allerede findes på hospitalet. Det betyder i praksis, at tildeling af patientkald kan ske via klinisk logistik-skærmene, ligesom systemet automatisk logger alle opkald og dermed letter dokumentationsopgaven.
Ud over at blive vist på skærmene vil alle patientkald dog samtidig som vanligt lyse op på et gangdisplay som en ekstra sikkerhed.
– Det nye patientkaldeanlæg er et at de helt konkrete og lavpraktiske eksempler på, at vi har fokus på både patientsikkerhed, effektivitet og dialog, når vi bygger. Og på at vi forsøger at finde de teknologiske løsninger, der kan lette hverdagen for vores medarbejdere, fremhæver sygeplejefaglig direktør Tove Kristensen.
Præcise opkald om hjertestop og overfald
Det nye patientkaldeanlæg rummer også nye muligheder i forbindelse med hjertestop og overfald. Her udmærker systemet sig ved at give hurtigere og endnu mere præcise meldinger til de relevante medarbejdere.
– Der kan sendes hjertestop-alarm både fra de enkelte patientsenge og fra et panel ved døren ind til patientstuerne. Herefter giver anlægget direkte besked til hjertestopholdet, som samtidig kan se, præcis hvor alarmen kommer fra, fortæller Anders Strandgaard Olsen.
I Akutafdelingen vil systemet samtidig komme i spil i forbindelse med situationer, hvor medarbejdere føler sig truet eller i værste fald bliver overfaldet. Her kan systemet give en langt mere nøjagtig angivelse af, hvor alarmen er blevet udløst, så kolleger hurtigt kan nå frem til rette sted.
– Det skal være trygt at være på hospitalet, uanset om man er patient, pårørende eller medarbejder. Derfor er det meget glædeligt, at det nye system ikke kun kommer patienterne til gavn men også øger medarbejdernes sikkerhed og tryghed i det daglige arbejde, mener Tove Kristensen
Se det nye anlæg til åbent hus
Det nye anlæg tages i brug, når det nye akutcenter åbner i 2019, og i den forbindelse vil medarbejderne selvfølgelig blive oplært i systemet, ligesom der skal udpeges superbrugere i alle afdelinger.
Men allerede den 2. september i år er der mulighed for at se og høre mere om anlægget, når RH Viborg holder åbent hus på byggepladsen for det nye akutcenter. Her vil leverandøren Ascom være til stede for at vise anlægget frem for både medarbejdere og borgere.
Kommentarer