Viborg By

Nyt fælles databehandler-sekretariat får hjemsted i Viborg Kommune

Foto: Viborg Kommune.

61 kommuner går sammen om at håndtere GDPR-regler og databehandleraftaler via et fælles sekretariat. Netop nu skal stillingen som sekretariatschef besættes.

61 kommuner har i marts i år dannet en forening, der skal føre tilsyn med de databehandleraftaler, medlemskommunerne har indgået med deres it-leverandører. Ofte er det nemlig de samme aftaler, som skal gennemgås og kontrolleres, fordi kommunerne bruger mange af de samme systemer.

It- og digitaliseringschef i Viborg Kommune Erik Sørensen er formand for den nye forenings bestyrelse, som netop nu er i gang med at ansætte en sekretariatschef, der skal lede det nye sekretariat.

– Vi forventer, at en chef kan tiltræde den 1. august, og at vedkommende herefter kan ansætte fire medarbejdere i sekretariatet, fortæller han.

Sekretariatet skal behandle de systemer, som bliver brugt af mindst 20 kommuner i foreningen.

– Medlemskommunerne har 370 databehandleraftaler i dén pulje, så der er en kæmpe ressourcebesparelse at hente i, at et fælles sekretariat løser opgaven frem for, at det er op til hver enkelt kommune, siger Erik Sørensen.

Det nye sekretariat får plads på Viborg Rådhus.

Baggrund

Siden EU’s persondataforordning GDPR blev indført i 2018, har kommunerne hver især brugt mange ressourcer på at leve op til de omfattende krav, som stilles til aftalerne mellem kommunerne og deres it-leverandører.

Det er kommunernes ansvar at kontrollere, at leverandørerne behandler kommunens og borgernes data korrekt, og kommunerne skal årligt gennemgå og kommentere revisionserklæringer af de databehandleraftaler, der er indgået. En slags kontrol af kontrollen. Ofte er det de samme aftaler og erklæringer, som kommunerne gennemgår, fordi kommunerne bruger de samme systemer.

FAKTA

  • Det nye sekretariat hedder Det Fælleskommunale Databehandlersekretariat (DBS).
  • Bestyrelsen for foreningen består af otte medlemmer. It-og digitaliseringschef i Viborg Kommune, Erik Sørensen, er formand for bestyrelsen.
  • Sekretariatet skal føre tilsyn med de databehandleraftaler, som foreningens medlemmer har indgået med leverandører og øvrige samarbejdspartnere.
  • Sekretariatet kan også forhandle databehandleraftaler og lave risikovurderinger af de databehandlinger, som aftalerne omfatter.

Kommentarer