Nye skridt i Viborgs varmeforsyning
Som en del af byrådets konstitueringsaftale skal der etableres en ny organisering af varmeforsyning og -distribution i Viborg. Det skal ske på en måde, så forbrugerne sikres afgørende indflydelse.
Gennem længere tid har der været arbejdet med området, og tirsdag den 11. december drøftede repræsentanter fra byrådets partier en rapport fra advokatfirmaet Horten.
På baggrund af rapporten vil Viborg Kommune nu arbejde hen imod at få etableret et nyt selskab, hvor forbrugerne udgør flertallet i bestyrelsen og dermed har afgørende indflydelse.
– Formålet er at sikre en langtidsholdsholdbar løsning, der kan sikre den bedste og billigste varmeforsyning for forbrugerne i Viborg. Derfor er det også vigtigt, at vi giver os den nødvendige tid, inden vi etablerer selskabet. Vi skal blandt andet have afklaret, hvilke varmekilder den fremtidige varmeforsyning skal bygge på. Her indgår en undersøgelse af, hvordan vi kan bruge overskudsvarmen fra virksomheder, herunder Apples datacenter, udtaler borgmester Ulrik Wilbek.
Som næste skridt vil Viborg Kommune inden jul indkalde til møde med Energi Viborg og Viborg Fjernvarme.
Se rapporten fra Horten her
Kommentarer