Unge med udfordringer har fået nye rammer for uddannelse
Det var et glad Social- og Arbejdsmarkedsudvalget som torsdag kunne indvie nye, flotte rammer for Særligt Tilrettelagt Uddannelse (STU) på Klostermarken 16.
Personale og elever var mødt talstærkt op, da de sammen med Social- og Arbejdsmarkedsudvalget 28. september kunne indvie de nye rammer for STU på Klostermarken 16 i Viborg. Forud er gået en proces med ombygning og tilretning af bygningen, der har varet et par år.
– Virkeligheden og behovene for rammerne på STU ændrer sig løbende. Vi er nu i version 3 i forhold til, da vi startede, og der vil fortsat løbende ske forandringer, fortalte leder for STU, Søren Hedemann.
Både bestyrelsesformand Eva Pinnerup og formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget Søren Gytz Olesen takkede for tålmodigheden og den store indsats, som personale og elever har ydet under ombygningen.
Et godt afsæt for de unge
– Nu er de nye flotte rammer her på Klostermarken etableret. Det giver et godt afsæt for at give unge STU-elever en mere sammenhængende hverdag, gode kvalifikationer, masser af læring samt mulighed for at gøre overgangen til voksenlivet lettere, sagde udvalgsformand Søren Gytz Olesen
– Viborg Kommune har en ambition om at understøtte den proces sammen med venner og pårørende. Det, som sker i ungdomsårene, præger én resten af livet og ruster eleverne til fremtiden, sluttede Søren Gytz Olesen, inden han ønskede elever og personale tillykke med deres nye rammer på Klostermarken.
Drømme for fremtiden
Jonathan fra De Studerendes Råd kvitterede med en tale, hvor han på elevernes vegne takkede for de flotte nye rammer, men også fremsatte nogle ønsker til fremtiden fra elevernes side.
Særligt en multibane og flere muligheder for bevægelse og fysiske udfoldelser for de unge står højt på ønskesedlen. De unge drømmer også om bedre trafikforhold, især omkring den trafikerede udkørsel på STU.
Efter talerne indviede udvalgsformand Søren Gytz Olesen og tre elever formelt STU ved at klippe en rød silkesnor over. Herefter var der mulighed for at få en rundvisning i de nye flotte rammer på STU.
Kommentarer