Samfund

Nye forbedringer på vej til Viborg Kommunes ældreområde

Foto: Viborg kommune

Siden årsskiftet har forandringens vinde blæst hen over sundheds- og omsorgsområdet i Viborg Kommune. Målet er at udvikle det gode ældreliv i Viborg Kommune. Nye ideer afprøves i 100 dage som “prøvehandlinger”, og herefter afgøres det, om ideerne er så gode, at de skal føres ud i livet på hele sundheds- og omsorgsområdet. I dag sagde Ældre- og Aktivitetsudvalget ja til at gøre yderligere ni prøvehandlinger permanente. 

  “Jeg har vasket mig selv i dag, så jeg behøver ikke komme i bad. Vil du ikke hellere hjælpe mig med at få ryddet op på sofabordet?”. Det er et af de input, borgerne har givet, når en gruppe medarbejdere i hjemmeplejen i en periode har skelet mindre til de faste planer og i stedet stillet borgeren det mere åbne spørgsmål: “Hvad kan jeg gøre for dig i dag?”. Også på et af plejecentrene har der været arbejdet med en tættere dialog med borgerne – med stor tilfredshed til følge. 

Som en anden prøvehandling har man på et plejecenter taget en tættere dialog med borgere om deres ønsker til døgnets måltider. Der er arbejdet på at skabe mere ro, hygge og en hjemlig stemning omkring spisningen. Resultaterne har været gode. Helt konkret er det varme måltid flyttet fra middag til aften, hvilket betyder, at beboerne generelt spiser mere og sover bedre. Også her skal de gode erfaringer smitte af på resten af kommunens plejecentre.

Johannes Vesterby, formand for Ældre- og Aktivitetsudvalget:

– De ni prøvehandlinger, som vi nu udbreder på hele området, handler i høj grad om selvbestemmelse hos de ældre. Det handler også om nærhed og om tillid til, at vores dygtige medarbejdere kan tage flest mulige beslutninger sammen med borgeren om, hvad der er det bedste at gøre i situationen.

– I udvalget ved vi, at der kan ske fejl, og at vi kommer til at tilpasse noget undervejs. Men vi tror fuldt og fast på, at vi er på vej i den rigtige retning.

Der skal nu arbejdes på at udbrede det til hele ældreområdet frem mod sommeren 2023. Noget kan indføres straks, og andet kræver mere forberedelse og koordinering.

  

 

Kommentarer