Ny tegnefilmserie skal gøre hospitalsbesøg tryggere for børn
Sønnens indlæggelse inspirerede den viborgensiske spiludvikler Fabio Cujino til at skabe konceptet PLAY DOKTOR, der ved hjælp af spil og tegnefilm giver børn en bedre oplevelse i sundhedsvæsnet.
Det hele startede, da Fabio Cujinos søn skulle indlægges på hospitalet i 2017 og fik stukket en brochure i hånden.
– Han bladrede brochuren igennem, og jeg kunne se, at han ikke forstod, hvad alle billederne betød. Så talte overlægen og jeg om ikke, vi kunne gøre det bedre, siger Fabio Cujino, der til dagligt er direktør for spilvirksomheden Level Rewind Games.
Oplevelsen på hospitalet ledte til, at Fabio udviklede mobilspillet DOKTOR med det formål at gøre børn tryggere inden de skal en tur på hospitalet. Spillet blev produceret i samarbejde med Regionshospitalet i Viborg og med støtte fra TrygFonden.
Mobilspillet blev så godt modtaget af familier såvel som hospitalspersonale, at det inspirerede en række aktiviteter på udvalgte danske hospitaler.
Rigshospitalet gav for eksempel børnene et pusterum fra deres indlæggelse ved at lave bamseundersøgelser, hvor børnene kunne få deres yndlingsbamser helbredt af sygeplejsker og læger.
Doktor nu som brætspil og tegnefilm
Spillets succes har ledt til en udvidelse af PLAY DOKTOR universet, og der findes nu både et brætspil og snart en tegnefilmsserie.
Med den helt nye tegnefilm følger Fabio traditionen i Viborg med at gøre brug af animation til at forklare og kommunikere svære problemstillinger i øjenhøjde. Viborg Kommune har bl.a. set potentialet og støtter projektet.
Hvert afsnit vil præsentere børnene for nogle af de forskellige procedurer, som de kan komme til at møde på hospitalet eller hos lægen. Første afsnit vil omhandle blodprøver og er snart klar til visning.
Andre afsnit vil komme til at berøre elektroencefalografi og fødevareprovokation.
– Jeg håber, at tegnefilmene og hele Doktor-universet på playdoktor.dk kan hjælpe til at gøre mødet med sundhedsvæsnet til en tryg og rar oplevelse, udtaler Fabio Cujino afslutningsvis.
Kommentarer