Samfund

Ny, stærk profil i spidsen for Viborg Krisecenter fra 1. juni

Nathalie Tengblad. Pressefoto

Pr. 1. juni 2025 hedder lederen af Viborg Krisecenter Nathalie Tengblad.

Det oplyser Viborg Kommune i en pressemeddelelse.

Det er en stærk faglig profil, der fra 1. juni bliver leder på Viborg Krisecenter. Nathalie Tengblad er uddannet socialpædagog og kommer fra en stilling som tilsynskonsulent ved Socialtilsyn Midt. Her har hun siden 2018 erhvervet sig stor viden inden for krisecenter-området, både organisatorisk og fagligt. 

Inden da var Nathalie i fem år ansat som socialpædagog med koordinerende ledelsesfunktioner i Center for Psykiatri i Holstebro Kommune. Her var hun med til at starte ungeafdelingen ‘Hus 11’ op, og fungerede blandet som coach, koordinator, ledelsesrepræsentant til tværfaglige møder og ansvarlig for vagtplanlægning. 

– Vi har ansat en tydelig og erfaren person, som går indtil stillingen med både hjerne og hjerte, siger  bestyrelsesformand for Viborg Krisecenter, Joan Colding.

– Vi glæder os til samarbejdet, som vi forventer  bliver til gavn for udviklingen af krisecenteret og det fantastiske tilbud, det er for voldsramte kvinder og  børn, lyder meldingen.  

Nathalie Tengblad er 49 år, født og opvokset i Stockholm og flyttede til Danmark i 1997. Hun har tre børn og bor  i Viborg med sin partner.  

Nathalie Tengblad afløser nuværende leder af krisecenteret, Camilla Brodersen, der har valgt at søge nye udfordringer. 

 

Kommentarer