Ørum

Ny skoleleder i Ørum er slet ikke så ny endda

Maria Frimand Andersen er ny leder på Ørum skole. Foto: Viborg Netavis

Siden elever og lærere på Ørum skole startede efter sommerferien har det været med en ny leder i spidsen for skolen. Eller næsten ny; for Maria Frimand Andersen, har været konstitueret leder siden Bent Thougaard gik på pension i foråret, og før det var hun pædagogisk leder.

Inden Maria Frimand Andersen satte sig i lederstolen, havde hun været ansat som pædagogisk leder på Ørum Skole i to et halvt år.

Som skoleleder får hun blandt andet flere administrative opgaver, men ønsket er stadig at have fingrene i den pædagogiske linie på skolen.

Forud for ansættelsen har Maria Frimand Andersen været igennem en ansættelsesrunde på lige for med andre ansøgere, og hun er lykkelig for, at hun fik jobbet.

– Jeg er enormt glad for, at personalet har udvist den tillid til mig – det er det væsentligste. Men derudover, er vi på skolen er i gang  med en rigtig god udvikling, som jeg har været en del af, siden jeg startede, og det er jeg meget glad for at kunne arbejde videre med, siger hun.

– Vi er på rette spor med udviklingen af Ørum skole. Så den bliver det naturlige valg for børn og familier i vores skoledistrikt, siger Maria Frimand Andersen og tilføjer:

– Vi i gang med både at løfte lærernes kompetencer og kigge på egen praksis: hvad fungerer, og hvad skal vi gøre anderledes, så vi opnår det bedst mulige skoletilbud, forklarer hun.

Skolen har som led i den proces også indført såkaldte ’linie-dage’, hvor eleverne, kan prøve kræfter med andre typer af valgfag.

– Og vi er begyndt at se en effekt af vores indsats, fortæller hun.

Et andet indsatsområde, som den nye skoleleder har været tæt involveret i er skole-hjem-samarbejdet.

– Vi har en tæt dialog med forældrerådene om at løfte forældreansvar, så vi kan fokusere endnu mere på vores del: undervisning og trivsel. Også på dette område mærker hun en positiv udvikling.

Maria Frimand Andersen er bosat i Randers sammen med sin mand og tre børn,  to drenge på 12 og 17 samt en pige på 14.

Ansættelsen af Maria Frimand Andersen som leder for Ørum skole blev fejret af skolens elever, som fik flødeboller efter fællessamlingen tirsdag i sidste uge. Fremsendt foto

Kommentarer