Navnenyt

Ny næstformand efter kampvalg på generalforsamlingen

Susanne Lunde Andersen (til venstre) blev valgt som næstformand for HK Handel MidtVest, da der onsdag 7. marts 2018 var generalforsamling.

Der blev valgt ny næstformand for HK Handel MidtVest, da der onsdag 7. marts var generalforsamling i HK-Huset i Herning.

Næstformandsposten var ledig, idet den tidligere næstformand Peder Stage Boelt Knudsen ikke genopstillede til bestyrelsen efter en mangeårig indsats. Beslutningen skyldtes, at tillidshvervet i
Stark, hvor han er ansat, tager en stor del af hans tid.

Der var kamp om næstformandsposten, idet hele to kandidater havde meldt sig, nemlig Nanna Svendsen og Susanne Lunde Andersen fra bestyrelsen.

Som ny næstformand blev valgt Susanne Lunde Andersen.

Susanne Lunde Andersen er 40 år og bor med sin mand og tre børn i Ikast. Hun er ansat hos Bilka i Herning, hvor hun er tillidsrepræsentant og på vej ind i Dansk Supermarkeds Landsklubs bestyrelse. Hun har været tillidsrepræsentant i to et halvt år og før det suppleant for tillidsrepræsentanten.

Susanne Lunde Andersen har været med i bestyrelsen for HK Handel MidtVest i tre år. Hun startede med at være suppleant men kom hurtigt ind i bestyrelsen.

Formand fortsætter

Susanne Sommerlund fortsætter som formand for HK Handel MidtVest. Hun er først på valg til næste år. Formanden kunne i sin beretning se tilbage på et år, hvor der blev forhandlet nye overenskomster.

– Arbejdsgiverne havde på forhånd spillet ud med krav, hvoraf nogle var helt uacceptable for HK Handel. Vi skrev under på en aftale, der både indebar forhøjelse af mindstelønnen, et gennembrud på nattillæg og en fordobling af den særlige valgfri pulje. Samtidig blev der ikke givet indrømmelser til arbejdsgiverne på væsentlige områder, sagde hun og fortsatte:

– Vi har hermed taget hul på at give medarbejderne i handelsbranchen mulighed for selv at tilpasse overenskomstens individuelle behov: Vi har lavet aftaler, hvor seniormedarbejderen kan bruge nogle af sine pensionsmidler til ekstra seniorfridage. Hvor børnefamilien kan købe børneomsorgsdage og, hvor du, der er midt i arbejdslivet, kan vælge mere frihed eller ekstra udbetalt i løn. Vi har kort sagt skabt nogle enkle og fleksible rammer, som du kan benytte – alt efter, hvor i arbejdslivet du er.

Er virksomhedspraktik gratis arbejdskraft?

Susanne Sommerlund kom også ind på, om virksomhedspraktik er gratis arbejdskraft? – Langt de fleste virksomhedspraktikanter må sige farvel og ikke på gensyn, når deres praktikophold slutter. For blot cirka 24 procent af praktikanterne ender med at få et job ud af forløbet, fortalte hun og fortsatte:

– HK Handel ønsker en ordning, der forhindrer, at de samme virksomheder bliver ved med at tage ledige ind i virksomhedspraktik og løntilskudsjob uden, det fører til ordinær beskæftigelse for de ledige, slog hun fast.

På generalforsamlingen, der trak 38 handelsansatte HK’ere fra det midt- og vestjyske til, var der også valg af bestyrelsesmedlemmerne Frank S. Christensen, Allan Egelund Larsen, Karina Storgaard Hansen og Jane Nymann Andersen og suppleanterne Jesper Lykke Andersen, Mette Skød Kristensen og Peder Stage Boelt Knudsen.

Kommentarer