Nu er det officielt: Nyt stort statsfængsel placeres i Viborg
Et nyt fængsel med 400 pladser og lige så mange ansatte skal placeres i Viborg Kommune. Nu begynder arbejdet med at finde en konkret placering, og to områder er i spil.
Torsdag den 11. april nikkede aftalepartierne ja til at placere fængslet i Viborg Kommune. Aktuelt undersøges muligheden for placering af fængslet på et af to udpegede områder i Viborg Kommune.
Det drejer sig om et område øst for Møldrup mellem Skivevej og Hobrovej eller syd for Firehuse, mellem Karup og Frederiks.
– Vi har kigget rundt i kommunen for at finde de bedste egnede placeringer på baggrund af de krav, som Kriminalforsorgen stiller. Her var der to områder, der skilte sig ud. Hvis byrådet godkender dem på mødet den 24. april, vil vi gennemføre en offentlig høring, så vi kan få input fra de borgere, der bor tæt på, fortæller borgmester i Viborg Kommune, Ulrik Wilbek.
Godt for Viborg
Høringen løber i fire uger, og i løbet af den periode bliver der inviteret til et åbent borgermøde på Viborg Rådhus den 13. maj.
Her vil der blandt andet være mulighed for at høre mere om, hvordan det er at bo tæt på et lukket fængsel.
– Jeg er ikke i tvivl om, at et lukket fængsel med 400 indsatte og lige så mange ansatte vil være godt for Viborg Kommune. Men det ændrer ikke ved, at de mennesker, der bor tæt på fængslet, kan have nogle spørgsmål og bekymringer. Dem skal vi tage meget alvorligt, og selv om erfaringerne med et fængsel fra andre lokalområder generelt er positive, er det vigtigt, at der bliver tid til at arbejde grundigt med de to mulige placeringer, inden vi tager en beslutning, siger Ulrik Wilbek.
Besluttes i juni
Efter høringsfasen bliver alle indkomne svar taget i betragtning, inden Viborg Byråd, på byrådsmødet den 26. juni, beslutter hvilken placering, der skal arbejdes videre med.
Herefter begynder planlægningen for etablering fængslet. Der vil i den forbindelse blive taget kontakt til de lodsejere, hvor det bliver nødvendigt at erhverve jord i forbindelse med byggeriet.
Fakta om det nye fængsel
- Fængslet kræver et samlet areal på omtrent 35 hektar (350.000 kvadratmeter)
- Der vil være plads til 400 indsatte
- Fængslet vil medføre omtrent 400 nye arbejdspladser
- Omkring fængslet rejses en betonmur på seks meter bag et pigtrådshegn
- Fængslet skal være færdigbygget og i drift i 2030.
Kommentarer