Møldrup

I Møldrup kigger de langt efter stjernerne

Dagens låge, nummer 19, befinder sig på Rolighedsvej. Privatfoto

Møldrupborgere kigger langt efter stjernerne i disse dage, hvor 24 låger siden 1. december er dukket op rundt omkring på forskellige adresser i byen. I dag blev nummer 19 åbnet.

Ideen med byens julekalender opstod sidste år, hvor 24 private og ervhervsdrivende i byen havde hver sin låge med lys.

Hver dag skulle man så finde dagens låge og tælle det samlede antal lys.

Til slut efter den 24. december blev der så trukket en vinder blandt de mange deltagere.

Julekalenderen blev en overvældende succes, som man straks besluttede at gentage i år, hvor borgerne siden 1. december kunnet ‘åbne låger’ rundt om i Møldrup.

I år er det stjerner, der pyntes op med, og i dag 19. december er den aktuelle låge at finde på Rolighedsvej i vinduet på første sal, der vender ud mod Søndergade, så hvis man ikke når ud at tælle stjerner inden klokken 21, hvor lågen kan ‘lukkes’ igen, ja så er der lidt hjælp at hente her.

Men ellers vil alle låger holdes åbne frem til jul.

Efter 24. december kan ens gæt afleveres i en kasse opstillet hos Min Købmand senest 27. december klokken 9.30.

Denne dag er der samtidig arrangeret en tur rundt til alle vinduerne i byen, hvor det samlede antal stjerner vil blive optalt, og herefter udtrækkes præmierne!

Førstepræmien er en nytårskurv sponseret af Møldrup Handelsstandsforening, og der vil også være en anden- og tredjepræmier , som Den Jyske Sparekasse har sponseret.

Kommentarer