Modstand mod store energi-anlæg markeres ved rådhuset på onsdag

Som det blandt andet er fremgået af en lang række læserbreve her på netavisen, så er modstanden mod de store VE-anlæg, som kommunen planlægger blandt andet på Tjele-egnen, voksende. Onsdag har modstanderne kaldt til demonstration foran rådhuset forud for byrådsmødet, hvor politikerne blandt andet skal drøfte klimaplanen.
Af Gitte Hagsholm, redaktion@viborgnetavis.dk
LÆSERBREV – David Munk-Bogballe, der bor ved Tjele Langsø, har stillet sig i spidsen for en masse borgere, der ligesom han selv er arge modstandere af de store vedvarende energianlæg et flertal af politikerne i Viborg Kommune ønsker opført blandt andet på Tjele-egnen.
Utilfredsheden er både rettet mod størrelsen på VE-anlæggene og den proces, der har været omkring planerne. Det kommer blandt andet til udtryk i to facebook-grupper ”Naboer til energianlæg øst for Viborg” og ”Modspil til energiparker Viborg Kommune”.
Nu har man på David Munk-Bogballes initiativ udsendt en invitation til at møde op ved rådhuset onsdag klokken 16.30 for at markere utilfredsheden over for politikerne forud for byrådsmødet, hvor politikerne netop skal drøfte energiplanen.
I invitationen skriver David Munk-Bogballe blandt andet at, ”de planlagte energiparker undergraver fundamentet for rammerne om det gode liv i landdistrikterne i Viborg Kommune ved at gøre skønne naturområder til tung og gold industri og tvinge familier til at flytte fra hus og hjem. Det er ikke et veludviklet land værdigt, og vi hverken kan eller vil acceptere det længere”.
David Munk-Bogballe mener også, at den entydige satsning på sol- og vindkraft er en forkert strategi. Sidste år tog han derfor initiativ til et borgermøde for at få kernekraft på dagsordenen.
– Der er behov for en helhedsstrategi og stabil levering af grøn strøm, og det behov opfylder satsningen på sol- og vindenergien ikke, har han udtalt til Viborg Stifts Folkeblad.
Ved arrangementet onsdag vil der være taler fra blandt andre Bitten Pedersen, Lindum, Grethe Ulstrup, Tjele, Torsten Nielsen (Danmarksdemokraterne), Mette Nielsen (Velfærdsdemokraterne), David Munk-Bogballe samt formand for VibLand, Susanne Kraft, plus et par stykker mere.
Arrangørerne har sørget for en pølsevogn, så der er lidt forplejning til de fremmødte. Den er åben fra klokken 16, og hele arrangementet forventes at vare til klokken 17.30.
Byrådsmødet starter klokken 17, og klimaplanen er på som punkt nummer syv på dagsordenen.
Kommentarer