Minister: Nu skal 34 år gammel vandløbslov ændres
Esben Lunde Larsen går nu i gang med arbejdet med at få opdateret vandløbslovgivningen. Med den nye klimavirkelighed er der behov for, at den 34-årige vandløbslovgivning kan komme i tråd med nutidens behov.
Det mener miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, som i dag har modtaget en række anbefalinger fra ekspertudvalget til ændret vandløbsforvaltning.
Ekspertudvalget anbefaler blandt andet, at kommunerne forpligtes til i fællesskab at udarbejde helhedsplaner for de samlede vandløbssystemer, og at kommunerne skal gennemgå de vandløb, der er omfattet af § 3-beskyttelse for at sikre, at de er retvisende.
– Over de seneste år er det blevet tydeligt, at vi i dag har en helt anden virkelighed end, da vandloven sidst blev ændret for 34 år siden. Det er efterhånden almindeligt for husejere og landmænd at se deres huse og marker ligge under vand som følge af klimaforandringer. Det er ikke blot til stor gene, men har også store økonomiske konsekvenser. Derfor ser jeg frem til at dykke ned i eksperternes bud på, hvordan vi fremadrettet sikrer, at både vandløbsloven og vandløbsforvaltningen er tidssvarende, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i en pressemeddelelse.
Ekspertudvalget til ændret vandløbsforvaltning blev nedsat efter en række centrale interessenter havde drøftet de forskellige problemstillinger på vandløbsområdet på et vandtopmøde i december 2016.
Med udgangspunkt i topmødets resultater fik udvalget til opgave at finde ud af, hvordan man helt konkret gennem ændringer af lovgivning eller andre tiltag kan skabe rammerne for fremtidens vandløb.
Målet er i videst muligt omfang, at sikre, at både landmandens, naturens, sommerhusejernes og byboernes interesser tilgodeses.
Kommentarer