Finn Støttrup var en far og mand, der altid var engageret, opbakkende og klar til at hjælpe. Den 73-årige tømrermester døde alt for tidligt, men fik det hele med.

Af Rikke Dal Støttrup på vegne af  familien.

MINDEORD – For en måned siden pakkede vores far bilen til endnu en jagttur til Sverige.

Han var lige kommet hjem fra Polen, hvor han havde skudt tre flotte bukke, men havde med stor iver gjort klar til at komme afsted igen. At få arrangeret disse ture, få samlet folk omkring jagten og selv komme ud og sidde i skoven kunne han aldrig blive træt af.

At hans sønner delte samme interesse var til stadighed en stor glæde for ham. Han elskede at have dem at dele oplevelserne – og ikke mindst fortællingerne om oplevelserne – med. Denne gang stødte Lasse til, og sammen havde de nydt nogle vellykkede sensommerdage i Blekinge. Med masser af jagt og masser af socialt samvær.

På det sidste billede, der blev taget af far, sidder han om bålet med sine grønklædte kammerater og har gang i en historie, uvist om hvad, men helt sikkert detaljerig og opildnet.

Ingen havde den mindste fornemmelse af, hvad der skulle ske. Men da han en efterfølgende nat sad på lur efter vildsvin, stoppede hjertet med at slå.

Alt tyder på, han intet opdagede selv, og i chokket over at miste vores altid ungdommelige far er det en trøst, at det var sådan, det blev: Han døde, mens han lavede det, han elskede næstmest i hele verden.

Det, han holdt allermest af, var at være omgivet af sin familie.

Der fandtes ikke øjeblikke, hvor han var mere glad og stolt, end når vi alle var samlet, og han sad for bordenden og kiggede ud over os fire børn, svigerbørn og ikke mindst de otte små og store børnebørn.

I hverdagen var det en stor glæde for ham at have børnene på Damagergaard tæt på, og da lille Emma sidste år kom til verden i Bøvlingbjerg, var han lykkelig. Nu var familien komplet.

Han nød at se, hvordan vi trods forskellige retninger i livet, alle elsker at komme hjem og være sammen, og han efterlod ingen tvivl om, at vi var hans største livsværk. Det var gennem hele livet en æressag for ham at forsørge og passe på den familie, han sammen med mor havde skabt.

Han var ung tømrerlærling, da første barn kom til verden. Samtidig blev han indkaldt som værnepligtig på Viborg Kaserne, og i tiden som menig byggede han huset på Nordvang i Kvorning. Som om han allerede kendte fremtiden, byggede han det til stort nok til den flok, der skulle komme.

Den hårdtarbejdende tømrerlærling blev til hårdtarbejdende svend, men det lå i kortene, at han skulle have sit eget cvr-nummer og eget værksted. Med stor ærekærhed og faglig stolthed nåede han at drive tømrer- og snedkerforretning i 40 år, og hans håndværk lever videre i utallige tage, vinduer, gulve etc. i hele oplandet.

På samme måde har hans stærke, lidt ru hænder rørt ved det meste i hjemmene hos os fire børn i Odense, Maarslet, Hobro og Bøvlingbjerg.

Han var altid klar med opbakning, gode råd og praktisk hjælp. Lige meget hvilket projekt, han blev præsenteret for, gik han i gang med se det for sig og finde løsninger. Der kunne sagtens blive bandet lidt undervejs, hvis noget drillede, men så meget desto større var tilfredsheden, når det lykkedes til sidst.

Tømrerfaget gav han videre til Lasse, oplærte ham som lærling og glædede sig over at se ham lykkes som selvstændig tømrermester. Ofte har de givet hinanden en hjælpende hånd, og selv om ryg og knæ var slidte, gik far aldrig helt på pension.

Der var altid lige nogle, der ringede med et problem, han blev nødt til at løse.

For han ville altid gerne hjælpe, hvor han kunne.

I fritidslivet kom det til udtryk gennem et aktivt foreningsliv; de seneste år primært i Hammershøj og Omegns Jagtforening, hvor han gerne tog yngre jægere under sin vinge, inddrog dem i fællesskabet og gav sin erfaring videre.

Han kastede også sine kræfter i at få renoveret jagthuset, så det kunne være et standsmæssigt samlingssted for medlemmerne.

Når vi bisætter ham fra Hammershøj Kirke på fredag, vil jagthuset – efter kaffe og kage i forsamlingshuset, derfor fungere som dagens naturlige endestation.

Vores unge far døde alt for tidligt og alt for pludseligt den augustnat.

Men han nåede og opnåede så meget. For han drømte ikke, han lagde planer – og førte dem ud i livet. Han har fisket og jaget i Mexico, i Afrika, i Alaska og over det meste af Nordeuropa. Han sad ikke hjemme og snakkede om, hvad man kunne gøre, han gjorde det og delte i stedet historierne om, hvad han havde oplevet.

Han ville gerne have oplevet endnu mere.

Og vi ville så gerne have oplevet endnu mere sammen med ham. Vi ville ønske, han stadig var her til at passe på os alle sammen, ligesom han altid har gjort.

Nu må han leve videre i hver af os, der er tilbage.

Æret være hans minde.