Vammen

Mindeord om Jens Lund, Vammen

Jens Lund. Privatfoto

Jacob Lund har på familiens vegne sendt disse mindeord om Jens Lund, Vammen.

Tidligere underdirektør Jens Lund er stille sovet ind på Pensionistgården i Vammen.

Jens Harder Lund Pedersen blev født i 1942 og voksede op i et lærerhjem som den næstældste i en søskendeflok på fire, først på Mandø og siden i Hadsund, hvor han tilbragte sin barn- og ungdom. Som dreng spillede han tuba i Hadsund Byorkester og var meget optaget af at sejle i sin sejlbåd. Da han fyldte 18 år, købte han en åben sportsvogn og flyttede kort efter til København for at komme i lære i trægulvsfirmaet Tarkett. 

Efter en tid i Aarhus mødte han Hanne, som han blev gift med i 1967. De boede først i Kolding, hvor han tog en uddannelse som merkonom ved siden af sit arbejde, så i Sindal i Nordjylland, derefter i Overlund i Viborg og til sidst på Haugårdsvej i Vammen, som de flyttede til i 1976.

Jens Lund havde en lang række forskellige stillinger rundt omkring i Danmark, men har fortrinsvis beskæftiget sig med træ på forskellige måder, bl.a. som salgschef for Høm sommerhuse i Nordjylland og som underdirektør for Interwood i Viborg. I forbindelse med sit arbejde rejste han meget i Europa, især i Sverige, Finland, Tyskland, Skotland og på Færøerne. 

Han er en stor naturelsker og har været en ivrig lystfisker og jæger med jagt på blandt andet Willestrup Gods og flere jagthunde. Desuden havde han igennem mange år en sejlbåd i Hobro havn, som han brugte flittigt sammen med sin hustru Hanne og yngste søn Martin.

I 2011 fik Hanne konstateret kræft, og Jens Lund passede hende og støttede hende og fulgte hende til alle undersøgelser og behandlinger, men måtte tage afsked med hende samme år og levede frem til sin død som enkemand.

Jens Lund efterlader sig tre børn og seks børnebørn. Han vil blive husket for sin ukuelige vilje og optimisme og sin lune, aldrig svigtende humoristiske sans.

Jens Lund bisættes fra Vammen kirke lørdag den 14. januar 2023.

 

Kommentarer