Tjele

Medlemstilgang og optimisme i Tjele Venstre

Se billedserie

Der var ros til indsatsen – både helt lokalt i partiforeningen og kommunalt i byrådet, da Tjele Venstre forleden holdt generalforsamling. Tre nye lokale kandidater blev valgt: Johannes Vesterby, Henning Fruergaard og Knud Erik Nauntoft.

Der var masser af positive takter, da Tjele Venstre i mandags holdt generalforsamling med 50 deltagere. Lars Mogensen, formand for Tjele Venstre, gjorde status over året, der gik, og kom blandt andet ind på Ferguson Days på Tjele Gods, hvor den lokale venstreforening var til stede med en stand. Han fortalte også om den årlige gang stegt flæsk, der blev serveret i Vammen Forsamlingshus med politiske oplæg af Ulrik Wilbek, Per Møller Jensen og Lone Kastberg. 140 deltagere var her med til at diskutere sammenhængskraft i kommunen. Også det politiske møde på OK Tanken i Ørum spændte godt af med et politisk panel bestående af Johannes Vesterby, Kristian Pihl Lorentsen og Ulrik Wilbek og 40 engangerede deltagere.

Det forgangne år har været præget af medlemstilgang, konstaterede Lars Mogensen. Hele 20 nye medlemmer har fundet vej til partiforeningen, der nu tæller 162 medlemmer.

Ingen savner Jens Rohde

Byrådsarbejdet fik også et ord med på vejen. Lars Mogensens konklusion var, at Ulrik Wilbek som borgmesterkandidat så rigeligt udfylder pladsen efter sin forgænger, der løb af pladsen i utide og blev politiker for Det Radikale Venstre i stedet.

– Jeg tror ikke, der er mange, som har savnet Jens Rohde, for siden rokaden har Venstre sat dagsordenen i byrådet. I forbindelse med vedtagelse af budgettet for Viborg Kommune i 2017 i september måned var det Venstre og Socialdemokraterne, som tog teten og i fællesskab præsenterede et oplag til budgetforlig (…) flot arbejde af byrådsgruppen, lod rosen fra formanden.

Efter en kort runderinge af lands- og udenrigspolitikken, var det tid til at vælge de tre lokale kandidater fra Tjele. Det blev Johannes Vesterby, Henning Fruergaard og Knud Erik Nauntoft. Venstre i Viborg skal i alt have fundet 24 kandidater, og nu er de tre fra Tjele altså fundet.

 

 

Kommentarer