Samfund

Lokalplan for Falkevej og Indre Ringvej vedtaget

Arkivfoto

Teknisk Udvalg har på et møde onsdag vedtaget ny lokalplan for et Centerområde mellem Falkevej og Indre Ringvej i Viborg.

Området udlægges til centerformål, og der gives herunder mulighed for boliger, liberale erhverv, detailhandel, almen service, hoteller, restauranter og lignende. Ifølge planen, som drejer sig om Falkevej 9-17, må der bygges etageejendomme med en maksimum højde på 5-7 etager.

Se oversigtskortet over lokalplanområdet.

Terræn og bebyggelse mod Falkevej skal udformes, så det virker indbydende. Lokalplanen stiller derfor krav om, at terrænet nedtrappes trinvis mod Falkevej, samt at det nederste trin får en højde, så det kan bruges til ophold for de forbipasserende. Lokalplanen stiller samtidig krav om, at parkeringsdæk i bebyggelsen ikke må være synlige i facaden, men at de enten skal etableres under terræn eller internt i bebyggelsen.

Der skal inden for området arbejdes med bæredygtige tiltag via for eksempel grønne facader, grønne tage, grønne taghaver, tilplantede grønne opholdsarealer/p-arealer og regnvandshåndtering. Formålet er at sikre en bæredygtig, grøn og rekreativ bydel, i tråd med Byrådets visioner for Viborg Baneby.

Lokalplanen har været i offentlig høring, hvor de fleste kommentarer har drejet sig om højden på etageejendommene samt privatlivets fred. Ingen af bemærkningerne er dog imødekommet, da byrådet har skønnet at man må forvente dette, når man bor centralt i en større by.

Kommentarer