Løvel

Løvelbørn fra Sødal Børnehus med huler, bål og brombær

Bålet spillede en vigtig rolle som samlingsted og varmegiver, da Sødal Børnehus flyttede i skoven. Fremsendt foto

Sødal Børnehus mener ikke de mørke måneder udelukker udeliv – tværtimod. I september, oktober og november blev børnehaven én dag flyttet til Slugten i Løvel – fra morgen til aften.

Når det første barn kom om morgenen klokken 6.30 var bålet tændt med havregrøden simrende over flammerne, og det blev først slukket ved lukketid. Til eftermiddag blev der bagt pandebrød, og de plukkede brombær forvandledes til marmelade over bålet.

Skovdagene udfordrede børnenes fantasi, da der ikke var de sædvanlige materialer og legesager til rådighed. Der blev bygget huler og fundet pinde, og der blev arrangeret fodbad og fodmassage for dem, der havde lyst.

Sidste gang i november var en regnfuld og blæsende dag, men i skoven var der stille og roligt, og børnene fik kakao varmet over bålet.

Tilbagemeldingerne fra forældrene gik på trætte, beskidte og glade børn med rygsækken fyldt med oplevelser. Børnehuset regner med at gentage skovdagene i foråret.

Kommentarer