Samfund

Løbeklub støtter børn med diabetes

Carsten Veje fra Boligselskabet Sct. Jørgen overrakte checken på 10.000 kroner fra Boligselskabet Sct. Jørgens løbeklub til børnefamiliegruppens formand Heidi Andersen. Fremsendt foto

Boligselskabet Sct. Jørgens løbeklub donerer 10.000 kroner til børn med diabetes.

Boligselskabet Sct. Jørgens løbeklub overrakte fredag den 3. februar Diabetesforeningens Børnefamiliegruppen en donation på 10.000 kroner til aktiviteter og oplevelser. Donationen er en del af de penge løbeklubben løb ind ved sidste års 24 timers løb. Her har en stærk opbakning fra en række lokale sponsorvirksomheder igen givet mulighed for at donere penge til forskellige gode formål.

I Boligselskabet Sct. Jørgen er der fokus på fysisk og mental sundhed – og derfor har boligselskabets løbeklub valgt at donere 10.000 kroner til Børnefamiliegruppen i Region Midtjylland, fortæller selskabets driftsleder.

-Diabetes rammer vilkårligt, og kigger vi os omkring, kender vi alle én eller flere, som har børn med den kroniske sygdom. Derfor syntes vi en donation til Børnefamiliegruppen er meget relevant, fortæller Carsten Veje, driftsleder hos Boligselskabet Sct. Jørgen.

Et arrangement for børn og familier

– At få stillet diagnosen diabetes rammer ikke kun det enkelte barn. Det rammer hele familien – det er en enorm omvæltning for alle – både for barnet selv, forældre, søskende og bedsteforældre. I hver region er der oprettet en børnefamiliegruppe, som giver familier med børn med diabetes mulighed for at være samme med andre i samme båd, fortalte formand for børnefamiliegruppen Heidi Andersen, da hun modtog checken.

– Pengene fra Sct. Jørgens løbeklub er ikke øremærkede endnu, fortæller Heidi Andersen, men hun håber, at de kan gå til et arrangement for pårørende. Her vil barnet med diabetes have mulighed for at invitere op til 4 pårørende. Arrangementet vil give de pårørende en mulighed for at lære, hvad det vil sige at have diabetes.

 

Stærk opbakning fra lokale sponsorer

Gode løbeben i boligselskabet gør det ikke alene, der skal også stor velvilje til blandt lokale virksomheder for at samle penge ind.

-Med stærk opbakning fra en række lokale sponsorvirksomheder har vi ved foregående løb kunnet løbe ganske mange penge ind til forskellige gode formål. Vi både håber og tror på en tilsvarende velvilje i år, siger Carsten Veje og slutter:

-Vi syntes jo alle, det der sjovt at være med til at samle penge ind under 24 timers løbet, men der er ingen tvivl om, at det bedste er, når vi som i dag både ser og hører, at hvert skridt får betydning for andre.

 

Kommentarer