Løvskal

Lodsejere i Nørreådalen i Viborg og Randers gør fælles sag i nystiftet ålav

Se billedserie Initiativtager til Nørre Ålav, Steen Rasmussen, indledte mødet med at redegøre for baggrunden for stiftelsen af ålavet. Foto: Viborg Netavis

Lodsejere fra Viborg og Randers kommuner med jord langs Nørreå har sammen startet et ålav for at råbe politikerne op.

Tirsdag 26. september var en gruppe af lodsejere og landmænd inviteret til stiftende generalforsamling for at finde fælles fodslag i et nyt ålav for lodsejere og beboere med tilstødende arealer.

Mængden af vand i Nørreå betyder, at nogle tilstødende arealer i modsætning til tidligere ikke kan anvendes til afgrænsning og drift af landbrug. Med ålavet håber man på, at få en dialog med politikere og embedsmænd om at få løst udfordringerne i Nørreådalen – til gavn for både for landmænd, beboere og for miljøet, lyder forklaringen.

Initiativtager til mødet, Steen Rasmussen, Løvskal, har problemet med øget vandstand helt inde på kroppen.

– Gennem mine fyrre års erfaring med landbrug i engene er vandstanden i området steget. Høsten er vanskelig eller umulig at tage hjem i sommer og efterår. Det er også blevet vanskeligere at have dyr på græs på grund af vandmængden. Det er ekstremt og skyldes i høj grad vandløbsregulativet fra 2004, der forårsager manglende vedligeholdelse og forringer gennemstrømningen på flere måder, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet…

Fra forvaltningen i de tre kommuner deltog: Fra venstre; biolog Florian Rasmussen og civilingeniør Karina Amdi Sørensen, Viborg, bilog Hanne Wind-Larsen, Randers, og biolog Ole Borg, Favrskov. Foto: Viborg Netavis

Mødet, som foregik i Løvskalhus i Løvskal, havde stor deltagelse af lodsejere fra både Viborg- og Randers-kanten, og tre indlægsholdere var inviteret: Formand for Landboforeningen Kronjylland, Christian Jensen, bestyrelsesmedlem i Danske Vandløb, Hans de Neergaard samt civilingeniør i Viborg Kommune, Karina Amdi Sørensen.

Sidstnævnte havde medbragt forstærkning i form af biologer fra alle tre berørte kommuner, Hanne Wind-Larsen, Randers, Ole Borg, Viborg og Florian Rasmussen, Viborg.

Alle tre indlægsholdere bakkede op om at stifte et ålav, og ser det som en nødvendighed for at forsøge at få løst den gordiske knude, vandspørgsmålet er.

– Jeg er rigtig glad for, at I nu vælger at gå sammen i et ålav. Det giver os én part at snakke med frem for en lang række lodsejere. Det er meget nemmere for os at organisere og administrere på den måde. Det er især en stor hjælp, eftersom vi er gået i gang med et udkast til et nyt vandløbsregulativ for Nørreå i samarbejde med Favrskov og Randers kommuner, sagde Karina Amdi Sørensen, som i sit oplæg blandt andet kunne fremlægge, at Viborg, Randers og Favrskov Kommuner nu er gået sammen om at lave ét fælles regulativ for Nørreå, hvor der tidligere har været to, sagde Karina Amdi Sørensen.

Artiklen fortsætter under billedet…

Formand for Landboforeningen Kronjylland, Christian Jensen. Foto Viborg Netavis

Øretævernes holdeplads

Christian Jensen, som i tre år har siddet på posten som formand for Landboforeningen Kronjylland, kunne nikke genkendende til, at vand fylder fylder meget for landmænd alle steder i dag, og han udtrykte en vis skepsis overfor mulighederne for at løse problemerne.

– Jeg tror, I er nødt til at kigge lidt på økonomien. Giver det mening at fastholde, at det er landbrugsdrift, vi skal have i den type jord, som er hernede? Jeg kender ikke terrænet godt nok, og det kan også være, vi kommer op at slås om det, sagde Christian Jensen og tilføjede med et glimt i øjet:

– Når jeg er sådan nogle steder som her, hvor jeg ikke er helt tryg ved det, så sætter jeg mig altid i nærheden af døren med front mod selskabet.

Han understregede dog også, at ålavet vil være forbillede for andre, hvis man lykkedes med bare nogle af de målsætninger, man har.

Hans de Neergaard fra Danske Vandløb præsenterede foreningen, som også fungerer som en slags paraplyorganisation for danske ålav. I sit indlæg gennemgik han udviklingen i blandt andet nedbørsmængder, vandstigninger med videre, men også konsekvensberegninger ud fra forskellige faktorer.

Artiklen fortsætter under billedet…

Hans de Neergaard fra Danske Vandløb. Foto: Viborg Netavis

De tre indlæg efterfulgtes af en lang debat, hvor bølgerne ind imellem gik ganske højt, men Steen Rasmussen er meget tilfreds med mødets forløb.

– Vi har fået  en masse information, og der var god spørgelyst. Debatten er jo bare et udtryk for, at det er passionerede deltagere, pointerer han.

Nyt ålav en kendsgerning

Klokken cirka 21.30 kunne den stiftende generalforsamling gå i gang, og her var der også stor tilslutning.

Der blev valgt en syv mand stor bestyrelse plus en suppleant.

Bestyrelsen konstituerede sig således: Formand, Steen Rasmussen, Løvskal, næstformand: Bjarne Berling, Ålum, kasserer: Lone Frandsen, Løvskal.

Øvrige medlemmer: Ulrik Brix, Løvskal, Lars Bo Heltzen, Øby, Hans Østergaard, Øby, Hans Roost, Helstrup, og Jesper Sanko, Hulbæk, blev vlagt som suppleant.

Steen Rasmussen er glad for den store opbakning, og nu håber han, at en masse mennesker vil melde sig ind under fanerne

– Det er  en kæmpe opgave, vi står overfor. Det er på tide, at vi står sammen, og der er vigtigt, vi har de her laug, for den enkelte lodsejer har svært ved at slå igennem overfor myndighederne. Det er vi nødt til at samle os om. Hidtil har vi jo bare måttet bøje nakken for, hvad der kom ovenfra. Nu er vi bedre klædt på til at give e modspil til myndighederne. Vi tror på, at vi kan komme noget videre, efter vi har fået alle disse folk aktiveret, siger han og tilføjer:

– Der er jo også en mulighed i projekterne med jord til vådområder, som i øjeblikket er ganske godt betalt. Andre afgrøder er også en mulighed. Men lige nu er vores model, at vi skal have mere vand gennem åen, slutter den nyvalgte formand.

Kommentarer