Lions Club Møldrup søger værtsfamilier
Lions Club Danmark afholder hvert år et antal sommerlejre for udvekslingsstudenter fra hele verden. Her mødes unge skoleelever i et internationalt miljø, hvor de har en stor chance for at udvikle et spændende, langvarigt og givende venskab.
Opholdet for den enkelte består normalt af to dele: En eller to ugers ophold i en dansk familie, det kaldes homestay. Derefter to ugers lejrophold, hvor de unge så møder alle de andre studerende fra mange andre lande.
Lions Club Møldrup søger nu en eller flere værtsfamilier, som har mulighed for og lyst til at være vært for en ung fremmed studerende, dreng eller pige i alderen 17-21 år i juli måned 2017. Eneste krav, som stilles, er, at familien taler nogenlunde engelsk og har tid, lyst og overskud til at modtage en gæst – og samtidig få et frisk pust fra den store verden.
Ifølge Lions Club Danmark er det vigtigste, at gæsten får et indblik i, hvordan livet i Danmark fungerer.
– Det er absolut ikke nødvendigt at rejse kongeriget rundt for at besøge seværdigheder. De største oplevelser kan nemt ligge lige uden for døren. Det er værtsfamilien selv, som finder ud hvad man vil lave, oplyser Lions Club Danmark.
Ungdomsudveksling med Lions Danmark
Lions International ser som et af sine formål at skabe og opretholde en atmosfære af forståelse mellem verdens folk. Med dette for øje ser Lions Danmark det naturligt at tage udgangspunkt i de unge, og ved at bringe unge mennesker i alderen 17 – 21 år sammen på internationale ungdomslejre verden over skabe forståelse for de forskellige kulturer.
Lions Internationale Ungdomsarbejde, arbejder på 3 områder:
• Afholdelse af ungdomslejre i Danmark
• Være værtsfamilie for et ungt menneske der besøger Danmark
• Udsendelse af unge fra Danmark til ungdomsudveksling i andre lande.
Hvis familier i Møldrup eller omegn har lyst til at blive værtsfamilie kan man finde kontaktpersoner hos Lions Club Møldrup her.
Man kan læse mere om Lions Club Danmarks udvekslingsprogrammer her.
Kommentarer