Bjerringbro

Læsehitz for kidz – familiebogcafé og læseglæde

Vær med til Viborg Bibliotekernes familiebogcafé den 14. september i Bjerringbro med bøger, pizza og hyggeligt samvær, hvor børnebibliotekarer og børnekulturformidlere giver inspiration til gode højtlæsningsbøger for aldersgruppen 6-9 år.

– Vi ønsker at sætte fokus på, at højtlæsning i denne alder stadig er en vigtig faktor i det enkelte barns læseindlæring, tilegnelse af ordforråd samt udvikling af sociale kompetencer, fortæller børnebibliotekar Anne-Mette Myrhøj fra Viborg Bibliotekerne.

Familiebogcafeen starter klokken 16.30 med et kort oplæg om, hvorfor højtlæsning er så vigtigt. Derefter følger en booktalk med inspiration til cirka 15 gode højtlæsningsbøger af danske forfattere ved personale fra Viborg Bibliotekerne. Der sluttes af med pizza og hygge, så man behøver ikke tænke på aftensmaden. Arrangementet slutter cirka klokken 18.30.

Familiebogcafeen er henvendt til forældre eller bedsteforældre sammen med børn i alderen 6-9 år og foregår i Viften i Gudenåhuset i Bjerringbro. Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig på viborgbib.dk.

Projekt ”Læsehitz for Kidz”

Familiebogcafeen er samtidig startskuddet til projektet ”Læsehitz for kidz”, der er et nyt tiltag, som efterfølgende fem familier inviteres til at deltage i.

– Her vil vi sammen undersøge børnefamiliernes behov og ønsker netop i forhold til at etablere og fastholde gode læsevaner i familien, som understøtter børnenes læselyst og -glæde, fortæller Dagny Vistisen fra projektgruppen.

Hver familie låner en bogpose med udvalgte højtlæsningsbøger af danske forfattere, og der vil være en løbende dialog mellem Børnebiblioteket og familierne om de enkelte bøger og hvad, det er, der virker i højtlæsningssituationen.

Det er ikke et krav at have deltaget i familiebogcaféen først, ligesom deltagelse i bogcaféen heller ikke automatisk er ensbetydende med deltagelse i projektet. Projektet forventes at køre i perioden oktober 2021 til marts 2022.

Tilmelding

Der er fri entré til familiebogcafeen den 14. september med gratis pizza og drikkevarer, men tilmelding er nødvendig på www.viborgbib.dk under Arrangementer.

Det er også gratis at deltage i projekt ”Læsehitz for Kidz og her tilmelder man sig på Børnebiblioteket i Viborg eller på mail til Dagny Vistisen, dav@viborg.dk.

Kommentarer