112

Kvinde afgået ved døden i voldsomt trafikuheld øst for Viborg

Lastbilen, som var involveret i uheldet, vil ifølge Midtjysk Brand & Redning blive fjernet fra vejen onsdag aften. Foto: Presse-fotos.dk

En 47-årig kvinde fra Skive er afgået ved døden efter et voldsomt trafikuheld onsdag eftermiddag. Ulykken skete på Nordre Ringvej ved Kokholm, hvor en lastbil og en personbil med den nu afdøde kvinde stødte sammen.

Klokken 16.30 indløb meldingen om ulykken, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Vagtchef Andreas Bang Andersen fortæller til Viborg Stifts Folkeblad, at politiet i første omgang fik tilbagemeldinger fra ulykkesstedet om, at der kunne være tale om én alvorligt tilskadekommet person i forbindelse med ulykken. Kort efter klokken 18 kunne politiet meddele, at at kvinden, som førte personbilen, var afgået ved døden.

Føreren af lastbilen, en 25-årig mand fra Viborg, er ifølge politiet sluppet med overfladiske skader.

De pårørende er underrettet.

Vejdirektoratet oplyste senere onsdag aften, at oprydningen efter ulykken er afsluttet.

 

Kommentarer