Viborg By

Alle kommuner skal hæfte mere kollektivt for udgifter til anbragte børn

SF vil vil genindføre et grundtakstsystem i sager om anbragte børn. Arkivfoto

Flere kommuner kæmper med alvorlige budgetoverskridelser på grund af løbske udgifter til anbragte børn. Det drejer sig blandt andet om Viborg, Frederikshavn, Odder, Assens og Halsnæs.

SF vil genindføre et grundtakstsystem i sager om anbragte børn. Det vil betyde at alle kommuner solidarisk deler regningen for toppen af udgiften for anbringelse af børn.

En del mindre kommuner er i forvejen økonomisk pressede og dyre foranstaltninger og anbringelser kan let vælte læsset. Det skal hele samfundet tage et medansvar for, så udgifterne for anbragte børn ikke rammer skævt landet over.

Selvfølgelig skal kommunen altid vælge det der er bedst og billigst. Men en kommune må ikke føle sig presset til at vælge en løsning, som ikke er i barnets tarv, for at få pengene til at slå til. Her må samfundet som helhed til lommerne, så vi fordeler udgifterne mere ligeligt.

Grundtakstmodellen blev afskaffet med kommunalreformen og nedlæggelsen af amterne.

SF foreslår

  • At kommunen skal betale udgifter op til 600.000 kroner per år og 50 procent af udgiften herudover.
  • At udgifterne skal opgøres per familie. Det er ofte enkelte familier med mange ”dyre” børn, der vælter kommunens økonomi.
  • Det som staten refunderer (50 procent af udgifter over 600.000 kroner per år) fragår i bloktilskuddet, det vil sige det finansieres solidarisk af alle kommuner.

Kommentarer