Samfund

Kender du årets HK-elev 2017?

Elina Østergaard Goul, ”Årets elev i HK MidtVest 2016”, blev overrasket på arbejdspladsen Landbo Limfjord i Skive midt i formiddagskaffen, som pludselig blev en festlig affære med taktfaste klapsalver, diplom og gave. Hvem skal have prisen i år? Pressefoto

HK MidtVest er klar til igen at sætte spot på de mange dygtige elever, der findes inden for HK’s område. Det sker, når prisen ”Årets elev i HK MidtVest” skal deles ud for anden gang, og du kan være med til at nominere kandidater til prisen.

– De unge, som tager en erhvervsuddannelse, kan ikke værdsættes nok. Derfor har vi stiftet prisen, så der kan blive sat spot på de mange dygtige elever, der findes inden for HK’s område, og så flere måske kunne have lyst til at vælge en erhvervsuddannelse. Der er nemlig brug for dem rundt omkring på arbejdspladserne, lyder det fra Inger Stranddorf, næstformand for HK MidtVest.

Sidste år gik prisen til revisorelev Elina Østergaard Goul hos Landbo Limfjord i Skive, hvor revisorassistenterne Lene K. Andersen og Birgit Godsk sammen med chefkonsulent for økonomiafdelingen Flemming Pedersen havde indstillet Elina til prisen.

– Der kom i alt 15 indstillinger til prisen i 2016, og det er håbet, at der kommer endnu flere i år, siger Inger Stranddorf.

”Årets elev i HK MidtVest” bliver delt ud tirsdag 26. september 2017. Med æren følger et diplom og en gave.

Kender du en kandidat ?

Har du en elev i tankerne, som du ønsker at nominere til ”Årets elev i HK MidtVest 2017”, skal du orientere eleven og din arbejdsgiver/chef om nomineringen og gå ind på hk.dk/aaretselev.

Her udfylder du et skema og fortæller, hvorfor den pågældende elev skal kåres som ”Årets elev i HK MidtVest”.

Fristen for nomineringer er torsdag 14. september 2017.

Til at gennemgå nomineringerne og kåre ”Årets elev i HK MidtVest” er nedsat en jury, som foruden Susanne Sommerlund, formand for HK Handel MidtVest, består af Ann Østergaard, direktør for Uddannelsescenter Holstebro, UCH, Per Mathiasen, kommunaldirektør for Skive Kommune, Henrik Hansen, erhvervsdirektør for Viborgegnens Erhvervsråd, og Allan Kristensen, citychef i Herning.

Hvem kan nomineres – af hvem ?

Kandidater til prisen er elever, der arbejder inden for HK’s område – både det private og offentlige inden for de fire sektorer, HK dækker – det vil sige Handel, Privat, Stat og Kommunal.

Kandidaterne skal være fagligt dygtige og gøre eller have gjort noget godt for arbejdsmiljøet på arbejdspladsen – altså være en god kollega. Og de skal være elever, mens prisen bliver uddelt. Elever, der har afsluttet deres elevtid på en arbejdsplads, kan altså ikke nomineres.

Det er kolleger på arbejdspladsen, der kan nominere kandidater til prisen. Ved kolleger forstås arbejdspladsens medarbejdere – det vil sige alle ansatte herunder andre elever på arbejdspladsen, tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter og ledere.

Kommentarer