Navnenyt

Kasper Kruse bliver leder af The Animation Workshop

Kasper Kruse bliver leder af The Animation Workshop (TAW) i Viborg. Han kommer fra en stilling som leder af erhvervs- og væksthuset for visuel industri, Arsenalet i Viborg. Pressefoto

Fra 1. juni hedder lederen af The Animation Workshop i Viborg (TAW) Kasper Kruse. Han har udover mange års erfaring fra animationsbranchen også et indgående kendskab til både TAW og Viborg og kommer fra en stilling som leder af erhvervs- og væksthuset for visuel industri, Arsenalet i Viborg.

VIA University College, som TAW hører under, har ansat Kasper Kruse som leder af The Animation Workshop, der netop er blevet kåret som den 7. bedste animationsskole i verden og nummer 6 i Europa.

Kasper Kruse kommer fra en stilling som leder af Arsenalet, der er et erhvervs- og væksthus for både startups og veletablerede virksomheder inden for den kreative, digitale visuelle industri. Han har inden da blandt andet været projektleder for Viborg Kommunes animationsstrategi, som manifesterer sig i en årlig animationsfestival. Kasper Kruse, der oprindeligt er uddannet animationsinstruktør fra Den Danske Filmskole, har desuden en mangeårig baggrund som iværksætter og selvstændig og som ansat i såvel kreative- som ledende stillinger.

Faglig og menneskelig kapacitet

– Med Kasper Kruse får vi en stor kapacitet inden for animationsbranchen og den visuelle industri i spidsen for TAW. Her vil Kasper kunne konsolidere og videreudvikle den unikke position, TAW har som uddannelsesinstitution og som kreativ drivkraft i udviklingen af den danske animations-, tegneserie- og spilbranche, påpeger René Foli, der som uddannelsesdekan for VIAs storytelling-, design- og businessuddannelser har stået i spidsen for ansættelsesprocessen.

Han fortsætter:

– Kasper Kruse er en stærk netværker og en begavet brobygger med en tillidsvækkende og inviterende tilgang til sin omverden. Han er en mand, der ser muligheder og forstår at omsætte dem til bæredygtige, værdiskabende aktiviteter. Jeg er helt tryg ved, at han vil føre The Animation Workshop videre til alles fulde tilfredshed.

I spidsen for ny struktur

TAW har for nylig gennemgået en større omstrukturering, og Kasper Kruse kommer som daglig leder til at stå i spidsen for et nyetableret ledelsesteam og bliver desuden medlem af det Management Board, der har det overordnede strategiske og økonomiske ansvar for TAW og sikrer sammenhængen til VIAs øvrige organisation og uddannelser. Han bliver desuden det centrale bindeled mellem TAW og en lang række eksterne aktører og partnerskaber inden for mange forskellige aktiviteter nationalt og internationalt.

TAW har stor betydning

– Det er et stort ansvar og en stor udfordring, men samtidig en kæmpe glæde for mig at have fået denne mulighed, siger Kasper Kruse om stillingen som leder af The Animation Workshop. Han uddyber:

– TAW var med til at igangsætte min egen karriere inden for animation og har altid betydet meget for mig. Både i relation til konkrete samarbejder, men også mere generelt på grund af den rolle, TAW har spillet i udviklingen af den danske animationsbranche og den digitale visuelle industri. Jeg går derfor både ydmygt og meget motiveret til opgaven og ser frem til at komme tættere på uddannelsesverdenen og lære de super dygtige ledere, medarbejdere og studerende på TAW endnu bedre at kende.

Kasper Kruse tiltræder stillingen som leder af The Animation Workshop den 1. juni. Har er 49 år og bosiddende i Viborg sammen med sin kone og to børn.

Kort om The Animation Workshop

The Animation Workshop har som uddannelsesinstitution og videncenter skabt et stærkt, internationalt og kreativt miljø for studerende, kunstnere og iværksættere inden for animation, tegneserier og nye medier. TAW er organiseret som en videnklynge i VIA University College og har til huse i de gamle kasernebygninger på Viborgs tidligere kaserne.

Kommentarer