Karup lufthavn opruster med nyt navn og flere afgange
Karup Lufthavn gør sig klar til en charmeoffensiv, der skal give den midtjyske lufthavn flere passagerer. Det skriver Midtjyllands Avis torsdag.
Den midtjyske lufthavn skifter navn – og satser på at udvide antallet af afgange, erfarer avisen. Desuden skruer lufthavnen op for markedsføringen.
Lufthavnens formand, Holstebro-borgmester H.C. Østerbye (S), bekræfter over for Midtjyllands Avis, at lufthavnen har store planer for fremtiden.
– Grundlæggende handler det om, at det nu går godt for Karup Lufthavn. Og at vi gerne vil gøre det endnu bedre, siger han.
Lufthavnen sydvest for Viborg har i flere år kæmpet med faldende antal passagerer og underskud. Det har ført til, at de ni kommuner, der ejer lufthavnen, har tilført lufthavnen 12 millioner kroner ekstra.
Den nye kapital skal nu bruges til at sikre lufthavnen en større del af kagen, når det gælder jyske flypassagerer.
Konkurrenten i Østjylland, Aarhus Airport i Tirstrup, har i en årrække været præget af tilbagegang i antallet af passagerer og lukning af ruter.
Læs artikel på Randers Netavis: Randers ønsker afklaring om Aarhus Lufthavn
Aarhus Kommune undersøger i øjeblikket, om det er realistisk at flytte lufthavnen til en placering nærmere Aarhus.
Læs artikel på Randers Netavis: Randers trækker sig ud af Aarhus Lufthavn
Det sker i håb om, at det kan gøre lufthavnen mere attraktiv for flypassagerer fra en større del af Jylland.
Læs artikel på Randers Netavis: Randers-borgmester trækker nu i land om salg af Aarhus Lufthavn
Karup Lufthavn vil ifølge Midtjyllands Avis præsentere den nye strategi på et pressemøde på torsdag i næste uge.
/ritzau/
Kommentarer