Her kan en stemme på Kristendemokraterne ende hos Liberal Alliance

Det er ikke altid, at en stemme afgivet ved kommunalvalget går til det parti, krydset er sat ud for. Hvis et parti har forlovet sig med et eller flere andre partier eller lokallister gennem et valgforbund, så kan en stemme blive sendt fra ét parti til et andet.
Blandt andet kan en stemme på Kristendemokraterne i Viborg Kommune i praksis ende hos Liberal Alliance eller Konservative, fordi partierne indgår i samme valgforbund.
Ved det kommende kommunalvalg har en lang række partier og lokallister indgået valgforbund.
Valgforbund bliver indgået for at undgå stemmespild og samtidig øge chancen for at få ekstra mandater. Når alle stemmer er talt op, fordeles mandaterne mellem de enkelte valgforbund og dernæst mellem partierne i valgforbundent.
Partiernes og lokallisternes valgforbund kan i nogle tilfælde betyde, at deltagerne i forbundet sammen får et mandat mere, end hvis de ikke indgik i et forbund.
Det er derfor ikke helt lige meget, hvilke partier og lister som har indgået valgforbund.
Typisk bliver valgforbund indgået mellem partier inden for samme politiske blok. Men det er ikke altid tilfældet, og det er forskelligt fra kommune til kommune, hvilke partier der er i valgforbund sammen.
Kommentarer