Kampkunst på SFO-programmet
Skolereformens fokus på børns aktive fritidsliv blev taget på ordet, da Ørum Skoles SFO forleden inviterede til en smagsprøve på Kampkunsten Dai Ki Haku.
Mandag den 20. februar blev en anderledes dag i Ørum Skoles SFO. Da var der nemlig ikke hverken fodbold, UNO eller perleplader på programmet. I stedet besøgte et par instruktører i kampsporten Dai Ki Haku SFO’en og viste børnene en anderledes måde at forsvare sig på.
– Cirka 100 børn mødte op, og de to instruktører viste børnene både slag og spark. Børnene syntes, det var sjovt at prøve de forskellige øvelser. De tre kvarter, som hvert hold havde, gik vældig hurtigt, og alle var med på at lave øvelserne, fortæller Birthe Harritz fra Ørum Skoles SFO.
Instruktørerne gjorde meget ud af at fortælle, at det er strengt forbudt at bruge slagene og sparkene i skolegården for sjov, understreger Birthe Harritz.
Introduktionen var fordelt med tre kvarter for 0.-2. klasse og tre kvarter for 3.klasse+klubbørn.
Kommentarer