Bjerringbro

Jordens skjulte kræfter og skatte

Museumsdirektør Mads Kähler Holst. Foto: Rógvi N. Johansen, Foto/medie afdelingen Moesgaard

Bjerringbro Folkeuniversitet har i oktober og november to spændende foredrag om geologisk forskning og arkæologiske fund på programmet.

Kontinenter i bevægelse
Tirsdag d. 29. oktober holder geolog fra Århus Universitet, James Richard Wilson, foredrag om, hvordan jordens tektoniske plader har flyttet rundt på kontinenterne gennem millioner af år. I foredraget vil James Wilson bl.a. give svar på, hvordan forskerne i dag ved, at Danmark for 500 millioner år siden var beliggende syd for ækvator og hvorfor og hvor hurtigt kontinenterne bevæger sig.

Skibssætningerne ved Vejerslev
Museumsdirektør på Moesgaard Museum, Mads Kähler Holst, fortæller tirsdag d. 19. november om de sensationelle arkæologiske fund ved Vejerslev. I 2017 lokaliserede eller genfandt arkæologer fra Moesgaard Museum en af Nordeuropas største monumentale skibssætninger ved Vejerslev tæt på Gudenåen og Bjerringbro. Skibssætningen har tidligere været omtalt i ældre optegnelser under navnet Høj Stene, men er på et tidspunkt blevet sløjfet.
Den usædvanligt store skibssætning og de mange bemærkelsesværdige guldfund viser, at egnen omkring år 600 har været hjemsted for en magtfuld elite uden samtidigt sidestykke i Midtjylland.
Mads Kähler Holst vil i sit foredrag fortælle om udgravningerne, fundene og de mange tolkninger af skibssætningernes betydning og funktion gennem tiderne.

Begge foredrag starter kl. 19.30 og foregår i Gudenåhuset i Bjerringbro og er arrangeret i et samarbejde mellem Bjerringbro Folkeuniversitet og Viborg Bibliotekerne. Billetter kan købes på viborgbib.dk eller på bibliotekerne i Viborg Kommune.

Kommentarer