Viborg By

Ikke noget stop i behandlingen af byggesager

Både borgere og virksomheder kan fortsat få behandlet deres byggesager af Viborg Kommune. Det gør kommunen opmærksom på i en pressemeddelelse.

Der er stadig gang i kommunens sagsbehandling af byggesager, selvom medarbejderne, der arbejder med byggesager, er sendt hjem for at begrænse smittespredning med coronavirus. I stedet for at arbejde på rådhuset arbejder medarbejderne i øjeblikket med byggesagerne hjemmefra.

– Vi varetager vores normale arbejdsopgaver og gør alt, hvad vi kan for at behandle både nye byggesager og de byggesager, der allerede er i gang, siger Niels Eriksen, chef for Byggeri og Miljø. Vi oplever også, at der fortsat indsendes nye byggeansøgninger.

Borgere og virksomheder kan kontakte Byggeri og Miljø som sædvanligt pr. telefon eller mail, ligesom der også kan indsendes byggeansøgninger via Byg & Miljø som vanligt.

Generelt fortsætter sagsbehandlingen hjemmefra på alle områder inden for Teknik & Miljø.

Kommentarer