Samfund

Ib Bjerregaard ønsker godt nytår

Læserindlæg af Ib Bjerregaard,  Regionsrådsmedlem (V).

Som egnens lokale regionsrådsmedlem nåede jeg at besøge Tjeleområdet flere gange i det forløbne år. Det skete i flere sammenhænge. Ligeledes har flere borgere med postnr. Tjele kontaktet mig om regionale spørgsmål. Det er altid rart – det vidner om, at borgerne godt ved, hvad man går og laver.

2019 blev meget spændende med mange politiske opgaver. Særlig som næstformand i hospitalsudvalget har der været mange beslutninger, der skulle tages. Hospitalsenhed Midt ( Skive, Viborg, Hammel inkl. Lemvig og Silkeborg)  har været særlig udfordret efter de store strukturændringer i 2018, der skulle føres ud i livet i 2019 og 2020. Her viste det sig at de beregnede besparelser ikke kunne opnås. Der manglede mindst 10 mio. kr. Min tilgang til dette var, at vi derfor burde have kompenseret hospitalsenheden med de 10 mio. Det var der ikke flertal for ved budgetlægningen. Men drøftelserne gav en vis forståelse blandt regionsrådets medlemmer. Da det så efter at budgettet var lagt viste sig, at hospitalsenheden tilbage i 2017/2018 havde effektiviseret for ca. 14 mio. mere end politisk besluttet, så var der bred enighed om, at disse ca. 14 mio. skulle tilføres allerede i 2020 igen. Indflytningen i det nye akutcenter er også på skinner, derfor er hele hospitalsenheden godt rustet til fremtiden.

Overordnet er den største udfordring lige nu, at få øget aktiviteten på Aarhus Universitetshospital efter indflytningen i det nye hospitalsbyggeri i Skejby. Det har desværre været en stor flytning, hvor der ikke har været styr på de effektivitetsgevinster disse nye byggerier skulle give. Ved budgetlægningen var det derfor i år nødvendig at tilføre ekstra penge til Aarhus. Det kan vi ikke fortsætte med, da det går ud over resten af regionens sygehuse.

Jeg ser frem til, at repræsentere egnen  i 2020 som lokalt regionsrådsmedlem  – men  med fokus på hele regionen.

Kommentarer