Samfund

Hvem er Danmarks sødeste kassedame 2018?

Sidder Danmarks sødeste kassedame i dit lokale supermarked? Så er det nemlig nu, du skal nominere hende eller ham til Danmarks sødeste kassedame 2018.

Flere gange om ugen gør de den lille forskel for rigtig mange af os i en måske travl og stresset hverdag. Med lidt ekstra personlig service og et smil på læben, gør han eller hun hverdagen bedre – og det skal værdsættes. Derfor sætter ugebladet Hjemmet nu jagten ind på Danmarks sødeste kassedame m/k 2018:

– Rigtig mange mennesker føler, at deres lokale kassedame gør en forskel. Han eller hun giver lige de ekstra ord med på vejen, som kan live en ellers lidt grå og trist dag op, siger chefredaktør på Hjemmet Marianne Gram.

Det er femte år, Hjemmet kårer Danmarks sødeste kassedame. Sidste år satte konkurrencen rekord med hele 391 indstillede kassedamer, hvor Hanne Skov Andersen fra SuperBrugsen i Næsby i sidste ende løb med prisen: En check på 10.000 kroner fra Hjemmet, gaver for over 10.000 kroner og titlen som Danmarks sødeste kassedame 2017.

– Så alle, der kender en kassedame, der betyder noget særligt for dem, må endelig sørge for at fortælle os historien og indstille vedkommende, siger Marianne Gram.

Allerede nu kan du sende din nominering ind på Danmarks.Soedeste.Kassedame@hjemmet.dk

Man kan også indstille pr. brev til adressen: Hjemmet, Postboks 252, 2100 København Ø. Mærk kuverten “Danmarks sødeste kassedame”. Begrundelsen for, hvorfor netop din lokale kassedame m/k skal vinde prisen, skal være Hjemmet i hænde senest 22. januar.

Kommentarer