Samfund

Hovedstaden får bredbåndsstøtte for næsen af landområder

Selvom landdistrikterne har stor mangel på hurtigt bredbånd, har områder i København modtaget millioner fra den statslige bredbåndspulje. Det skal der laves om på, mener Landdistrikternes Fællesråd. S og DF bakker torsdag op om landdistrikternes ønske.
Hovedstaden skal ikke have mulighed for at få statsstøtte til bedre bredbånd på bekostning af yderområderne. Det mener Landdistrikternes Fællesråd, der tidligere på ugen foreslog, at der indføres en geografisk afgræsning, så bredbåndspuljen ikke støtter tætbefolkede områder i byerne.

– Jeg undrer mig over, at Region Hovedstaden løber med 15,5 millioner kroner og et projekt i København får over 3 millioner kroner, mens mange landdistrikter har fået et nej til at få støtte. Det giver ikke mening, siger formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard.

Bredbåndspuljen på 200 millioner løber over fire år. I 2016 uddelte puljen 80 millioner til husstande og virksomheder.

Støtte fra DF og Socialdemokratiet

Alene i 2016 var der ansøgninger til puljen for 288 millioner. Her fik områder i blandt andet København og Brøndby del i de statslige støttekroner.

Landdistrikternes Fællesråd fik torsdag opbakning fra både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. De to forligspartier vil nu ændre kriterierne, så støtten kun går til yderområder, der lider af markedssvigt og ikke til større byer med konkurrencesvigt.

– Det er meget positivt, at flere forligspartier nu melder klart ud om den retning, bredbåndspuljen var tiltænkt, nemlig landdistrikter og ikke Storkøbenhavn, siger Steffen Damsgaard og fortsætter:

– Når 300.000 husstande fortsat ikke har tidssvarende bredbånd, frygter jeg, at nogle landområder stadig er frakoblet den digitale fremtid i 2020. Især når statsstøtten også går til Storkøbenhavn. Konsekvensen er, at hussalget går i stå, virksomheder søger væk, og al vækst og udvikling forlader de landområder, som ikke bliver opkoblet til moderne bredbånd.

Et bredt flertal i Folketinget vedtog i 2013 en målsætning om, at alle danskere skal have adgang til en bredbåndshastighed på 100/30 mbit. i 2020.

Kommentarer