Samfund

Hotline i Viborg giver svar på Ukraine-spørgsmål

Den alvorlige situation i Ukraine giver anledning til mange spørgsmål både fra lokale ukrainere og andre borgere i kommunen, der gerne vil hjælpe på forskellig vis. Derfor har Viborg Kommune nu oprettet en hotline, man kan ringe til.

Viborg Kommune har lavet en koordineringsgruppe, der skal sikre, at kommunens medarbejdere kan håndtere de lokale konsekvenser af situationen i Ukraine effektivt og stå til rådighed for de borgere, der har brug for hjælp.

I forbindelse med koordineringsgruppens arbejde er der som noget af det første blevet oprettet en hotline. Nummeret på den nye hotline 87 87 46 02, og de målgrupper, man først og fremmest ønsker at hjælpe er:

  • Ukrainere, der bor i Viborg Kommune, samt deres arbejdsgivere, pårørende og andre kontakter, som kan ringe ind og stille spørgsmål om hvilken hjælp og rådgivning, kommunen kan yde i den aktuelle situation
  • Lokale borgere, der gerne vil hjælpe eller har spørgsmål til kommunens indsats i den aktuelle situation.

Den nye hotline bemandes af kommunale medarbejdere, der kan besvare spørgsmål eller henvise til myndigheder og andre, der kan hjælpe borgere og virksomheder. 

Der vil blive besvaret spørgsmål på dansk og engelsk. Kan man ikke tale et af disse to sprog, kan kommunen hjælpe med at skaffe en tolk. I så fald vil der være lidt ventetid på en ny samtale.

Hvis man ønsker at skrive sine spørgsmål i stedet for at ringe, kan man skrive til mailadressen: ukraine@viborg.dk

Hotline er åben fra i dag og man kan ringe i disse tidsrum:

Mandag – onsdag: Kl. 08.00 – 15.30

Torsdag: Kl. 08.00 – 17.00

Fredag: Kl. 08.00 – 13.30

Kommentarer