Hald Ege

Hald Ege Miniregnskov genåbner 4. august

Under nedlukningen har papegøjer og andre fugle fået et nyt stort voliere. Foto: Viborg Kommune

Regnskoven åbner nu for første gang siden marts sidste år. Gæster kan opleve flere nye tiltag, og der er pølser på grillen på åbningsdagen.

Corona-restriktioner har betydet, at Hald Ege Miniregnskov har været lukket siden 11. marts 2020. Det bliver derfor en stor dag for Hald Ege Miniregnskovs medarbejdere, når de igen kan slå dørene op til naturoplevelser for hele familien.

Genåbningen sker på onsdag 4. august klokken 10 til 15. Der er fri entré, og i anledning af festdagen vil regnskovens gæster blive budt på grillpølser fra klokken 11 til 13.

Nyheder til gæsterne

En af de medarbejdere, der glæder sig meget, er indsatsmedarbejder Per Møgelbjerg Eriksen.

– Det bliver rigtig dejligt at kunne vise regnskoven frem for vores gæster igen, og vi glæder os til at vise dem, hvad vi har lavet, mens vi har haft corona-lukket. Vi har blandt andet plantet en ny frugtplantage, og så har papegøjerne og nogle af de andre fugle fået et nyt, stort fuglebur. Det vi også kalder en voliere, siger han forud for den længe ventede genåbning.

Der er nok at se på, hvis man besøger Hald Ege Miniregnskov, hvor man blandt andet kan møde silkeaber, fisk og mange forskellige fugle. Og genåbningen byder også på nyheder, for selv om regnskoven har været lukket for gæster, har selve arbejdspladsen ikke ligget stille.

I Hald Ege Miniregnskov kan man blandt andre eksotiske dyr opleve de smukke silkeaber. Foto: Viborg Kommune

Brænde og bistader

Fire kommunale medarbejdere har i perioden passet alle dyr, planter og udenomsarealer. Regnskoven har desuden 34 medarbejdere med forskellige handicap i beskyttet beskæftigelse. Efter nogle måneders hjemsendelse i 2020, vendte de tilbage til Hald Ege. Her har de, foruden arbejdet med frugtplantage og voliere, kløvet mindst 200 rummeter træ og er nu i gang med at sætte bistader op.

Hald Ege Miniregnskov er en del af den beskyttede beskæftigelse i Viborg Kommune, der samlet har knapt 200 borgere, som dagligt møder ind på deres arbejdspladser forskellige steder i kommunen.

I coronatiden er miniregnskoven blevet passet og plejet af fire kommunale medarbejdere sammen med handicappede i beskyttet beskæftigelse. Foto Viborg Kommune

Kommentarer