Erhverv

Hacker-event i Hammershøj skal ruste lokale virksomheder mod cyberangreb

Foto: Andelskassen

Når Andelskassen og Købstædernes Forsikring tirsdag 5. september inviterer lokale virksomheder inden for i Tjele, er det med fokus på at ruste de mindre virksomheder bedre mod cyberangreb.

Fra 2019 til 2022 steg antallet af cyberangreb på mindre virksomheder med 156 procent, og alene i 2022 anmeldte de mindre virksomheder mere end 2.000 hackerangreb. Udviklingen er også stigende for de store virksomheder, men ikke med samme hast.

– Vi oplever flere og flere virksomhedsejere, som udtrykker bekymring for cyberangreb. Mange ved ikke, hvad de skal gøre, men de kender måske nogle, som netop er blevet ramt, og derfor søger de hjælp. I Andelskassen ønsker vi at skabe tryghed blandt vores kunder, for vi tror på, at en tryg relation er en god relation. Og derfor inviterer vi lokale virksomheder inden for til en snak om cybersikkerhed samt give dem råd og vejledning til, hvordan de kommer i gang med at styrke sikkerheden i deres egen forretning, siger områdedirektør i Andelskassen, Mikael Breinholt Juhl.

Til arrangementet vil deltagerne ud over Andelskassen og Købstædernes Forsikring møde en hacker og politiet, der alle giver deres vinkel på, hvordan virksomhederne beskytter sig bedst muligt.

Midtjyske virksomheder er udsatte

Få midtjyske virksomheder frygter at blive ramt af cyberangreb, og det kan blive hackernes mulighed

Selvom flere udtrykker bekymring, er der fortsat en del mindre virksomheder, der endnu ikke er kommet med ombord. En undersøgelse foretaget af Marketminds for Købstædernes Forsikring viste i 2022, at kun 14 procent af de midtjyske mindre virksomheder i meget høj eller høj grad er bekymrede for at blive ramt af et cyberangreb.

– Vi oplever, at nogle bekymrer sig mere end andre. Ulempen, når du ikke er så bekymret er, at du typisk så også er mindre motiveret for at beskytte dig mod at blive ramt eller forberede dig på, hvad du kan gøre, hvis du bliver ramt. Det giver hackerne en nem adgang ind, fortæller Peter Dissing, der er salgsdirektør, erhverv hos Købstædernes Forsikring.

Og den manglende bekymring viser sig hos virksomhederne. Hver tredje midtjyske virksomhed har nemlig ikke nogen plan for, hvad de gør, hvis de rammes af et cyberangreb, det viser undersøgelsen fra Købstædernes Forsikring.

Hvor skal man starte?

Både hos Andelskassen og Købstædernes Forsikring oplever de i stigende grad mindre virksomheder, der søger hjælp til cybersikkerheden.

– Flere ønsker hjælp, men finder det uoverskueligt, hvor de skal begynde. Netop derfor vil vi gerne invitere lokale, mindre virksomheder forbi til en informationsaften, der kan hjælpe dem til, hvor de skal starte og få dem godt i gang, forklarer Peter Dissing.

Til arrangementet vil deltagerne blandt andet møde den såkaldte White Hat Hacker, Dennis Ellebæk, fra Prueba Cybersecurity. Dennis og hans kollegaer arbejder med at hacke sig ind hos virksomheder for at tjekke deres cybersikkerhed. Derudover vil der også være oplæg fra politiet, som fortæller om, hvilke lokale cyberangrebssager, de oplever.

Tilmelding kan ske på www.kfforsikring.dk/aktuelt/cyber-event/

 

Kommentarer