Vejrumbro

Gratis koncert med Lærke Marquard i Vejrumbro fredag 4. august

Populære Lærke Marquard har haft en kometkarriere, siden hun i 2014 vandt andenpladsen i MGP. Fredag 4. august giver hun koncert i Vejrumbro. Og koncerten er gratis for publikum. Pressefoto: laerkemarquard.dk

I Vejrumbro er man begyndt at glæde sig til årets udgave af Open Air – og det kan især mange børn også godt gøre, for i år varmes op med en gratis koncert med Lærke Marquard allerede fredag 4. august. Og alle er velkomne.

For tre år siden holdt man vejret inden første udgave af Vejrumbro Open Air. Det var en stor satsning for den lille by, og alle var spændte – ville det holde vand? Det gjorde det over al forventning – og sidste år forløb bare endnu bedre. Om godt fem uger ruller musikken for tredje gang ud over Nørreådalen, og i år er der en særlig overraskelse til børnene.

Gratis koncert

Allerede fredag 4. august er der nemlig koncert med sangstjernen, Lærke, som er kendt fra MGP. Koncerten er helt gratis og slutter en dag, der står i børnenes tegn. Fra klokken 16.00 vil der være en masse aftiviteter for børn i alle aldre, og klokken 19 går Lærke på.

– Den store scene står jo allerede klar til lørdag, og så blev vi enige om at give børnene en fed koncertoplevelse, fortæller Jeppe Hartz fra initiativgruppen og tilføjer:

– Vi måtte grave lidt dybt i lommerne, for vi ville gerne have Lærke til Vejrumbro, så vi håber, det kan trække børn til mange steder fra, siger han.

Flot forsalg

De sidste års overskud betyder nemlig ikke, at arrangørerne hviler på laurbærene. Forventningen er, at man i år kan tiltrække 30-40 procent flere gæster i forhold til sidste års cirka 1200 deltagere.

Foreløbig ser det ud til at at gå den rigtige vej. Allerede nu er der solgt flere billetter end på samme tid sidste år, og flere firmaaftaler har blandt andet medvirket til dette, lyder meldingen.

– Det er vigtigt for os, at vi gør det endnu bedre i år, så både musikprogrammet og de fysiske rammer har fået et nøkop ad, lover Jeppe Hartz.

Samme pris

Prisen er der til gengæld ikke pillet ved. Billetter til Open Air lørdag 5. august koster det samme som de tidligere år: 200 kroner i forsalg frem til 4. august, og så stiger prisen til 300 kroner ved indgangen.

Indgangen er gratis for børn 0-14 år ifølge med en voksne samt for ældre over 65.

De kommende uger vil initiativgruppen og de over 100 frivillige, som giver en hånd med, samle kræfter, inden Vejrumbro for tredje gang fyldes med festivalstemning.

Sidste år trak Vejrumbro Open Air omkring 1200 gæster. I år håber man, at lande på et sted mellem 1600-1700. Arkivfoto

Kommentarer