Gode Gerninger i Viborg Kommune hjælper børn i Syrien
Gør en god gerning, og hjælp udsatte børn i Syrien. Sådan lyder budskabet fra d. 4. januar, når DR og en række samarbejdspartnere engagerer landets børn i den gode sags tjeneste. Når et barn gør en god gerning, giver Novo Nordisk Fonden 20 kroner til Danmarks Indsamling. Gerninger registreres online eller på et af landets biblioteker.
Luft din nabos hund, saml skrald omkring din skole, eller hjælp din træner med at pumpe bolde. Det er opfordringen, når Ramasjang, Ultra, DR Lær, FDF, Friluftsrådet og landets biblioteker samler ind til Danmarks Indsamling 2022 sammen med de yngste danskere – en tilbagevendende hjælpeaktivitet, der hidtil har engageret tusindvis af landets børn.
Fra den 4. januar og frem til Danmarks Indsamling den 29. januar udløser hver god gerning en donation på 20 kroner fra Novo Nordisk Fonden. Pengene går til et Røde Kors-projekt i Syrien, som hjælper udsatte børn og unge til at få en uddannelse og dermed øge deres muligheder for fremtiden.
Gode Gerninger kan laves sammen eller hver for sig. Skoler og børnehaver kan finde materiale hos DR Lær, mens Ultra og Ramasjang giver ideer til gode gerninger, man kan gøre i fritiden. Ihærdige børn i Viborg Kommune er i fuld gang med at føre ideerne ud i livet:
”På Børnebiblioteket hos Viborg Bibliotekerne oplever vi, at børnene meget gerne bidrager med Gode Gerninger. Der er speciel fokus på at gøre Gode Gerninger af mental karakter. Der er mange børn, der gerne vil gøre vennerne i godt humør, ringe til mormor eller gøre nogen glade, som er ked af det. ” siger Rikke Skovsbo, børnekulturkonsulent ved Viborg Bibliotekerne.
Gør en forskel lokalt
De yngste borgere i Viborg Kommune får også masser af hjælp fra samarbejdspartnerne til at gøre de gode gerninger. Hos FDF, Friluftsrådet og Viborg Bibliotekerne kan man finde inspiration til, hvordan man kan gøre en god gerning der, hvor man bor:
”På Børnebiblioteket kan man finde inspiration til forskellige Gode Gerninger. Man kan blandt andet læse bogen ”Vitello gør en god gerning” – hvori man kan få ideer til, hvordan man kan løse opgaven med Gode Gerninger – og hvad man skal passe på. Ligeledes kan man også låne koge- og bagebøger, hvis man for eksempel skal bruge inspiration til Gode Gerninger lavet i køkkenet, siger Rikke Skovsbo.
Der er altså masser af muligheder for at gøre gode gerninger – store som små – der både spreder glæde herhjemme og samtidig gør en verden til forskel for udsatte børn og unge i Syrien.
Registrer din gode gerning
Man skal huske at registrere sine gode gerninger. Det gør man ved at udfylde et Gode Gerninger-bevis på sit lokale bibliotek eller på dr.dk/godegerninger. Her kan man også indsende et foto af en god gerning. Man kan indsende en video til Ramasjang på dr.dk/ramasjang. Alle, der laver en god gerning, modtager et velfortjent diplom.
Kommentarer