Samfund

Ganske få ledige i Viborg Kommune

Ledigheden er nu på så lavt et niveau, at der i flere a-kasser næsten ingen ledige er tilbage. I næsten hver fjerde af landets kommuner er der mindst otte a-kasser med en ledighed på under 2 procent. For fire år siden var det kun 2 ud af 94 kommuner, der kunne prale af samme lave tal.

I visse brancher er ledigheden i dag særligt udbredt. Der er eksempelvis ikke flere el-arbejdere til rådighed for virksomhederne i hele 81 ud af 94 kommuner.

Ledigheden i Danmark har været nærmest konstant faldende siden 2013. Den faldende ledighed betyder, at flere a-kasser i en lang række kommuner i dag har en ledighed på under 2 procent.

En ledighed på netop 2 procent anses ofte som den gyldne grænse, der indikerer, at man reelt set har fuld beskæftigelse. Det vil sige, at det ikke er realistisk at presse ledigheden længere ned, idet der altid vil være en vis andel af befolkningen, der står uden arbejde, for eksempel i forbindelse med jobskifte.

Når der er fuld beskæftigelse, betyder det derfor også, at der stort set ikke er nogle medarbejdere, virksomhederne kan ansætte, og der opstår således en mangel på kvalificerede medarbejdere.

Konsekvenserne af denne mangel på kvalificerede medarbejdere er, at virksomheder i stigende grad må takke nej til ordrer eller på anden vis er hæmmet i deres produktion.

Færre ledige i næsten alle a-kasser

Ledigheden i juni 2017 er lavere end i samme måned i 2013 i næsten samtlige a-kasser. Det er særligt El-faget, metalarbejderne, byggefagene og 3F, der har haft et markant fald i ledigheden i de sidste par år.

Således er der 6 a-kasser i Viborg kommune som melder om under 2 procents ledighed.

Kommentarer