Frugtfestival: Æbler, most og levende frugthistorie på Blomstergården
Billede fra tidligere Frugtfestval med rundvisning i pometet og parken.
Foto: Blomstergården ved Viborg.
Blomstergården ved Viborg inviterer til frugtfestival den 19. og 20. september 2026. Her kan gæsterne opleve sjældne sorter, smage æbler og most samt få inspiration til deres egen have.
Af Gitte Hagsholm, redaktion@viborgnetavis.dk
BATUM/RØDDING – Omkring 800 sorter af frugt og bær vokser i Blomstergårdens Pomet ved Viborg. Mere end halvdelen er æblesorter, og mange af dem har gennem generationer været dyrket i danske haver og plantager.
Lørdag den 19. og søndag den 20. september åbner Blomstergården samlingen for årets frugtfestival. Her bliver der mulighed for at gå på opdagelse i både den danske frugtarv og en række nyere sorter, som endnu ikke er almindelige herhjemme.
– I en tid, hvor udvalget af danske æbler bliver stadig mindre, vil vi gerne vise, hvor stor variation der faktisk findes. Æbler kan være søde, syrlige, krydrede, saftige eller faste, og de forskellige sorter egner sig til vidt forskellige formål, siger Villy Mougaard, daglig leder af Blomstergården og direktør for BLG Viden Anpartsselskab, der står bag pometet.

- Udstilling i teltet. Billedet er fra sidste års frugtfestival. Foto: Blomstergården ved Viborg.
Et levende museum
Samlingen fungerer som sikkerhed for NordGens samling på Københavns Universitets pomet i Taastrup. Blomstergårdens Pomet er dermed ikke blot en frugthave, men også et levende museum over sorter, som tidligere generationer kunne hente frugt fra.
Begge festivaldage er der rundvisning klokken 11. Her fortæller Villy Mougaard om gamle æblesorter, korrekt plantning, valg af grundstamme og betydningen af biodiversitet i arbejdet med at begrænse sygdomme og skadedyr.
Klokken 14 går turen gennem pometet og den 25.000 kvadratmeter store park. Rundvisningen sætter fokus på Blomstergårdens indsamling af frugt og bær, mindre kendte frugttyper og afprøvningen af nye udenlandske æblesorter i dansk klima.
Smagsprøver fra omkring 100 sorter
I festivalens telte kan gæsterne smage en lang række æbler og forskellige slags most. Blomstergården fremstiller hvert år most af omkring 100 æblesorter. Mosten består udelukkende af ren frugtsaft, og hver variant fremstilles af én bestemt sort.
Der bliver også demonstration af cider- og isvinsproduktion samt oplæg om en enkel metode til at fremstille cider og andre frugtprodukter.
– Mange sorter bliver først rigtig interessante, når man smager dem hver for sig. Så opdager man, hvor forskelligt både æbler og most kan smage, fortæller Villy Mougaard.
Paradisæbler og frugt til små haver
Pometet er omgivet af 250 forskellige paradisæblesorter. De små frugter kan blandt andet anvendes til gelé, marmelade og snaps, og under festivalen kan de smages friske.
– Paradisæbler har ry for blot at være sure, små frugter til pynt, men virkeligheden er langt mere nuanceret, siger Villy Mougaard.
Parken rummer desuden mere end 50 sorter af søjleæbler, som er særligt velegnede til mindre haver.
Festivalen byder også på en konkurrence om det største hjemmedyrkede æble. Vinderen modtager Villy Mougaards bog Æbler. Gæsterne kan desuden købe frugttræer eller høre om mulighederne for at få opformeret et træ, de ønsker at bevare.
Som en ekstra sensommeroplevelse står parkens mange georginer på dette tidspunkt stadig i fuldt flor.

- Vinderæblet fra 2025 Foto: Blomstergården ved Viborg.














Kommentarer