Kultur

Frirumsdebat på Hovedbiblioteket i Viborg om forsvarsforbeholdet

Foto: Viborg Bibliotekerne.

Vil du blive klogere på forsvarsforbeholdet og ved du endnu ikke, hvor du vil sætte dit kryds til folkeafstemningen den 1. juni? Og vil du gerne deltage i et anderledes debatformat med plads til nysgerrighed, tvivl og nuancer?

Mandag den 16. maj debatterer Jens Rohde fra Kristendemokraterne og Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten om forsvarsforbeholdet, og kan måske gøre dig klogere på, hvor du skal sætte dit kryds.

Undervejs i debatten vil debattørerne udveksle holdninger om forsvarsforbeholdet og hvad valgets udfald kommer til at betyde for Danmark i EU fremadrettet.

Frirumsdebatter er en debatform, som er udviklet af Frirummet. Med debatformen ønsker Frirummet at udfordre de traditionelle rammer og styrke den demokratiske samtale. En Frirumsdebat tager konflikten og dens dilemmaer alvorligt, men den udråber ikke en vinder og en taber, og der er gjort plads til at lytte, tvivle og reflektere. Frirumsdebatter står derfor i kontrast til den form for debatter, vi tit ser på tv, hvor fokus ofte er selve konflikten og ikke de holdningsforskelle, som ligger bag konflikten. 

Debattens ordstyrer er debatpilot Mikkel Stausbøll fra Viborg Bibliotekerne.

Debatten foregår mandag d. 16. maj på Hovedbiblioteket i Viborg og starter kl. 16.30. Det er åbent for alle interesserede, og det er gratis at deltage, men det er nødvendigt at tilmelde sig på viborgbib.dk

 

Kommentarer