Fremtiden sikret for Midtjysk Friluftsbad: Kommunal støtte kommer i sidste øjeblik
Viborg Kommune har i de kommende års budget afsat otte millioner kroner til renovering af Midtjysk Friluftsbad i Hammershøj. I sidste øjeblik, lyder det fra bestyrelsen, som i mange år har kæmpet for at bevare badet, der i forhold til størrelsen og trods nedslidning er et af kommunens mest besøgte.
Af Gitte Hagsholm, viborg@netavis.dk
HAMMERSHØJ – Mange års lokal kamp for at få kommunal anerkendelse af Midtjysk Friluftsbad som et væsentligt aktiv i den østlige ende af Viborg Kommune er endelig lykkedes.
I kommunens budget for de næste fire år er nemlig afsat otte millioner kroner i 2027 og 2028 til renovering af det over 50 år gamle friluftsbad. Det blev besluttet ved budgetkonferencen sidste uge.
– Det er vi meget, meget glade for. Friluftsbadet er nedslidt og har i årevis trængt til en gennemgribende renovering, så de penge falder på et meget tørt sted, fortæller Andreas Kastberg Bengtsen, bestyrelsesformand for Midtjysk Friluftsbad.
Friluftsbadet er med mellem 15.000 og 17.000 årlige besøgende i forhold til sin størrelse det mest besøgte i Viborg Kommune, og derfor har der også været lokal frustration over, at der fra kommunen ikke har været vilje til at støtte en med årene stadigt mere tiltrængt renovering.
– Friluftsbadet er så nedslidt, at vi efterhånden var bekymrede for, om det overhovedet havde en fremtid. Men med tilskuddet fra kommunen kan vi få det opgraderet, så det kan holde til 50 år mere, lyder det fra formanden.
Pengene kommer først til rådighed fra 2027, men allerede nu går man i gang med planlægningen.
– Nu har vi et par år til at lægge en plan for, hvad der skal laves, og så får vi brug for at søge andre midler for at komme helt i mål. Det bliver også nemmere, når vi har kommunal støtte i ryggen, siger Andreas Kastberg Bengtsen.
Det får man blandt andet brug for til at få lavet betonprøver af bassinerne; en øvelse der skal foretages allerede sidst på året, og som vil afsløre, hvor omfattende renoveringen af badet bliver.
Foruden bygninger og bassiner er der også behov for udskiftning af de tekniske installationer.
– Ønsket er, at vi kan få et helt nyt teknikrum, og alene det vil løbe op i knapt fem millioner kroner, og det understreger jo behovet for finansiering ud over de midler, vi nu får fra kommunen, siger Andreas Kastberg Bengtsen, som forventer, at man trods løbende udgifter til reparationer ender med et lille plus på bundlinjen i 2024.
– Vi har de senere år gjort flere tiltag for at spare, blandt andet ved kun at have kiosken åben i weekenderne og i skoleferien. Desuden forventer vi et pænt tilskud fra Soppefesten, fortæller formanden.
Et højdepunkt for ‘Højdepunktet’
Beslutningen om at støtte en renovering af friluftsbadet er også en rigtig god nyhed for styregruppen bag projektet ‘Højdepunktet’, hvor netop friluftsbadet spiller en stor rolle.
– Vi arbejder på at lave et fælles idræts- og kulturcenter, der binder hallen og friluftsbadet sammen med fælles faciliteter både indendørs og udendørs, og den usikkerhed, der har været om friluftsbadet fremtid, har gjort det svært at komme videre med vores store planer. Så det betyder alt, at vi nu kan arbejde videre og ikke mindst hente finansiering til etablere et samlet idrætscenter, siger Lars Munkholm, der er formand for bestyrelsen i Højdepunktet.
Politisk beslutning
Det er Venstre i byrådet, der har presset på for at få penge afsat til renoveringen af friluftsbadet i Hammershøj, og byrådsmedlem, Johannes Vesterby (V), der er fra Løvel, glæder sig over, at man har fået opbakning fra de øvrige byrådspartier til at afsætte pengene.
– Hammershøj har et friluftsbad, hvis besøgstal i forhold til størrelse matcher Vestbadet i Viborg, det kan vi ikke blive ved med at ignorere. Friluftsbadet er desuden en vigtig del af Hammershøjs dna, og siden begyndelsen i 1969 har der altid været en stor tilstrømning. Så det er på sin plads, at man nu får tilskud til at få badet renoveret, siger Johannes Vesterby
Og begejstringen deler formand for kultur- og fritidsudvalget Mads Panny (S):
– Det er rigtigt glædeligt, at vi kan hjælpe friluftsbadet, der har stået i en svær situation, så jeg er glad for, at vi har fundet de penge, siger Mads Panny, udtaler han til Vuborg Stifts Folkeblad.
Begge politikere peger på netop også friluftsbadets rolle for realiseringen af byen vision om ‘Højdepunktet’.
Kommentarer